mandag den 18. november 2013

Julehyggen blev skudt i gang i lørdags

Spejling af mig i en af julekuglerne på det store juletræ foran Gram Slot

Indrømmet, jeg har haft et anstrengt forhold til julen i de sidste par år. Jeg har ganske enkelt ikke haft lyst til det, fordi jeg har syntes, at det fyldte alt for meget ud over december, og derved havde jeg fået nok, inden vi nåede december. Bare det at skulle til at pynte omkring 1. december... Da har jeg været glad for at have en mand, der godt gider at hjælpe til med den slags :-)

Jeg har derfor taget konsekvensen af det og afholdt mig fra al pakke- og adventskalenderebytterier og holdt mig fra storcentre, hvor det nærmest er kvalmende, allerede inden oktober er kommet rigtigt i gang.
Kalender- og adventslys er hurtigt blevet købt, når det var lige foran mig, så jeg ikke har skulle stresse over ikke at kunne opdrive nogen af delene en uge før første søndag i advent. Alt til adventskransen er også klaret, og i går fik jeg købt gran og ler.
Jeg har ladet mig overtale til at bytte en enkel luciagave, og det er fint med den ene ting.

Allerede nu kan jeg mærke, at det har været en rigtig god beslutning for mig, for så småt indfinder glæden over december og julens komme - det er skønt!

I går gik turen så til julemessen på Gram Slot.
Jeg glædede mig virkelig, for ikke nok med at jeg har hørt godt om det, så var det sammen med svigermor, min mand, min svoger og min søster, Anita. Der var lagt i ovnen til en rigtig hyggelig dag, og det blev det også.

Vi parkerede et stykke vej fra slottet, og det viste sig at være en god ide. Ikke nok med, at der ingen problemer var med at finde en parkeringsplads, men vi fik også gåturen hen forbi Slotskroen, Den Gamle Kro og rundt om slottet med søen i forgrunden med i købet.
Heldigvis havde min mand sørget for at købe billetterne i forvejen, så vi fik ret hurtigt armbånd på af byens præst, og så var vi ellers klar til at tage turen messen rundt.

Udsigt til det store juletræ fra et af vinduerne på Gram Slot 

Vi valgte at tage turen på selve slottet først. Der var virkelig kælet for at skabe (jule-)stemnning i form af masser af stearinlys arrangeret hyggeligt i alle de små kroge på slottet. Der var adgang til slottets brudesuite og også til vinkælderen.
Vi tog selvfølgelig turen rundt i alle telte og bygninger. Der var korsang, og jeg spottede hurtigt den tidligere viceleder på mit arbejde :-). Der var masser af stande med alt, hvad julehjertet kan begære - og jeg endte også med at få inspiration til årets adventskrans.

Julepynt hos en af udstillerne.

Der var også masser af håndlavede ting i alle mulige materialer. 

Der spindes af multifarvet uld

Indehaverne af standene var ligeledes venlige, og trods en stor folkemængde, var der tid til at snakke og vejlede. Ingen tvivl om, at der var mange mennesker, et sted så mange, at man nærmest ikke kunne komme frem eller tilbage, men det var kun i den ene bygning, hvor der kunne indtages forskellige retter, men samlet set var det en skøn og hyggelig oplevelse.
Der blev også købt lidt ind. Økologisk gedeost, tre lækre pølser og et lille pindsvin lavet af bl.a. løvfald.

Vi valgte ikke at indtage frokosten på messen, men istedet blev der handlet godt ind i en af byens butikker af lækre sager, som skulle indtages i svigermors gemakker.

Julepyntet bord med alt, hvad der hører til årets første julefrokost
Sammen med søster fik vi fundet juledug og lidt pynt frem, men mændene ordnede det spiselige. Svigermor tog en tur med hundene, der var ellevilde :-)

Sildemad - selvfølgelig serveret på mågestel :-)
Menuen stod på alt, hvad der hører til en god sildemad - og der var også til en fedtemad, og ikke mindst havde vi købt lækre spinatboller med bla. pesto til. Der kom også en lille skarp på bordet.
Det endte således med at blive årets første julefrokost

Nu må december vist gerne komme - jeg glæder mig i hvert fald i år!

10 kommentarer:

  1. Jeg kan næsten mærke julestemningen hos dig, og hvor er det dejligt med sådan en spontant julefrokost :) Jeg har også haft lidt afdæmpet julestemning de sidste flere år, og det har jeg fortsat. Dog bliver det mere festligt i december, og sådan skal det også være ;) Jeg skal også på Gram Slot om 2 uger - håber det bliver godt ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg håber, at det bliver rigtigt godt, når du også skal turen forbi Gram Slot. Det ligger i nogle smukke omgivelser!

      Slet
  2. Nøj, hvor ser det bare rigtigrigtig hyggeligt ud :D

    - ANne

    SvarSlet
  3. Det var bare en rigtig hyggelig dag på mange måder! Jeg håber, vi kommer af sted igen næste år. Der var en dejlig stemning på slottet og i teltene, og ikke mindst fik vi hygget og nydt i fulde drag bagefter. Der var vist ingen, der gik sultne i seng den dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sultne i seng? Nej, det gjorde vi overhovedet ikke ;-)
      Jeg håber også på at komme af sted igen næste år. Nu har jeg kun været på messen i KFUM-hallen i Kolding en enkel gang for fire år siden, så jeg har ikke så meget at sammenligne med, men ingen tvivl om at det i Gram er noget helt særligt!

      Slet
  4. Det er så godt når man finder vejen til hyggen selv, og ikke lader sig stresse af varehuse, storcentre og andres meninger om hvor og hvornår. Håber du i år får en fantastisk og fredfyldt julemåned, så du ser frem til den næste år. Tak for billeder og beretning.....det ser bare så hyggeligt ud :)

    SvarSlet
    Svar
    1. God beskrivelse, Laila - at man selv finder vejen til stemningen og ikke forsøger selv at presse den frem, men bare lader den komme, hvis den vil. <3

      Slet
  5. Ej hvor er sjovt at læse. Jeg har det præcist ligesom dig. Min juleglæde har været langt nede under gulvbradderne de sidste par år. Det er fuldstændig sindsygt, alt det jeg pludseligt havde fået mig involveret i. Faktisk har jeg nogle år lavet mere 100 pakker til kalendere.... Men i år gør jeg det jeg har lyst til og INTET udover det. faktisk ser jeg en lille smule juleglæde glimte forude......
    Kh Christina

    SvarSlet
    Svar
    1. Hold da op, 100 pakker! Jeg kan godt forstå, at det blev lidt for meget. Du må have haft travlt op til december.
      Man skal åbenbart bare selv gøre, hvad man har lyst til og ikke føler pligt til at gøre.
      Jeg håber, at juleglæden også rigtig indfinder sig hos dig, nu hvor december snart står for døren.

      Slet

Det er altid hyggeligt med kommentarer fra mine læsere, så smid gerne en.