Viser opslag med etiketten madopskrift. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten madopskrift. Vis alle opslag

onsdag den 16. juli 2014

Opskrift: Broccolipandekager


Jeg har før delt opskrifter på forskellige udgaver af små madpandekager.

Udgaven med broccoli, som i øvrigt er min personlige favorit, har jeg aldrig delt, så det må vist være på tide.


Ingredienser ( rækker til ca 6 styks):
ca. 100 g. broccoli (man kan sagtens bruge af stokken også)
ca. 50 g. porre eller løg (skåret i store stykker)
1 dl mælk
ca 3-4 spiseskefulde mel
1 æg
krydderier efter eget valg. Jeg brugte et fed hvidløg (pillet), chiliflager, oregano og salt.
olie til at stege i

Fremgangsmåde:
Kom grøntsager, mælk, mel, æg og krydderier i en blender, og blend hele molevitten sammen til en "dej". Hvis dejen er for lind, tilsæt da mere mel, og er den for tør, tilsæt lidt mere mælk. 
Varm panden op med olien og hæld dejen ud i små klatter - ca. på str. med en knyttet hånd.
Steg pandekagerne på begge sider.
Stegningen er lettest at styre, hvis varmen ikke er for kraftig. Måske det er nødvendig at komme mere olie på panden, når pandekagerne vendes første gang.

Broccolipandekager sammen med gulerodsudgaven

torsdag den 3. januar 2013

Kan sylte paneres?

Da min mand havde købt rigeligt ind med sylte til juledagene, havde vi en del i overskud, som ikke var blevet spist, og samtidig er det jo synd at smide mad ud, så jeg ledte efter en mulighed for at anvende sylten til andet end pålæg.

En søgning via onkel Google gav mig en opskrift, hvor skiver af sylte blev paneret med rasp og æg. Godt så, det måtte jeg afprøve i går.

De panerede skiver kommer på panden til stegning i rigtigt smør, men da de skal vendes, falder de helt fra hinanden.... Hvad gør man så?
Jo, roder hele molevitten sammen på panden og håber på, at det smager godt....


Det gjorde det virkeligt! Det lugtede ikke helt så godt i starten af stegningen, men ingen tvivl om, at det smager godt, sådan lidt af bacon. Det skal i hvert fald prøves igen!

"Syltemolevitten" blev indtaget sammen med kogte kartofler, ostesovs fra Arla og stegte grøntsager bestående af grøn peberfrugttern, hakket løg og skiveskårne champignon.




mandag den 10. december 2012

Kryddersalte

Hjemmelavede kryddersalte smager bare bedre!

Jeg har for ca. to år siden afprøvet at lave en hvidløgssalt, og uha den blev god! Opskriften kan jeg ikke mere finde, men jeg husker, at den sagde, at saltet skulle tørre i en tændt ovn på klem, hvilket resulterede i, at der i køkkenet i ca. en uge luftede som i et pizzaria.

I år har jeg selv fiflet mig frem til en opskift på hvidløgssaltet:

HVIDLØGSSALT:
5 hele solo hvidløg
400 g groft salt.

Blend det hele, og tør det i ovnen ved ca. 100 grader. Kig til det, og "knus"  evt. klumper af salt med hænderne. Tag det ud af ovnen, når det føles tørt, og hæld det på glas. 
Det kan godt få en smuk grøn farve, men mit får kun et lille grønligt skær. 


KRYDDERSALT:
2 små økocitroner
ca. 1 spsk. tørret rosmarin eller timian - jeg har brugt lidt af begge dele.
250 g. groft salt.

Riv skallen af de to citroner. Undlad at få noget af det hvide lige under skallen med. 

Kom citronskal, salt og krydderier i en blender. Blend det, og lad det tørre på bagpapir i en ovn ved 100 grader. 
Kom saltet på glas.


søndag den 21. oktober 2012

Pandekager til madpakken

Herhjemme er vi fans af broccolipandekager, og derfor har den været genstand for utallige forsøg med andre grøntsager og krydderier.
De kan spises på brødet, som tilbehør, eller bare som de er.

Nu er der igen blevet lavet en ny portion til madpakkerne, og denne gang er det blevet til følgende varianter:


Gulerods- og porrepandekage


Ingredienser:
ca. 100 g. gulerod (skrællet og skåret i store stykker)
ca. 50 g. porre (skåret i store stykker)
1 dl mælk
3-4 spiseskefulde mel
1 æg
krydderier efter eget valg. Jeg brugte hvidløgssalt, chiliflager, oregano og salt.
olie til at stege i

Fremgangsmåde:
Kom grøntsager, mælk, mel, æg og krydderier i en blender, og blend hele molevitten sammen til en "dej".
Varm panden op med olien og hæld dejen ud i små klatter - ca. på str. med en knyttet hånd.
Steg pandekagerne på begge sider.


Rødbede- og porrepandekage



Ingredienser:
ca. 100 g. rødbede (skrællet og skåret i nogle store stykker)
ca. 50 g. porre (skåret i store stykker)
1 dl mælk
3-4 spiseskefulde mel
1 æg
krydderier efter eget valg. Jeg brugte hvidløgssalt, chiliflager, timian og salt.
olie til at stege i


Ellers samme fremgangsmåde som ved gulerods- og porrevarianten.


Pastinak-, blomkål- og porrepandekage




Ingredienser:
ca. 50 g. blomkål i buketter
ca. 50 g. pastinak (skrællet og skåret i store stykker?
ca. 50 g. porre (skåret i store stykker)
1 dl mælk
3-4 spiseskefulde mel
1 æg
krydderier efter eget valg. Jeg brugte hvidløgssalt, chiliflager, timian, gurkemeje og salt.
olie til at stege i


Ellers samme fremgangsmåde som ved gulerods- og porrevarianten.




Hvis man ønsker en helt igennem børnevenlig udgave, har MadMama faktisk også afprøvet den.




torsdag den 2. august 2012

Sesamkyllingelår, fyldte portobellosvampe samt blomkåls"ris"

Der havde et stykke tid ligget nogle portobellosvampe i mit køleskab, så de var udgangspunktet for dagens aftensmad.



Ingredienser og fremgangsmåde - mængden rækker til 2 personer:

kyllinglår:
frosne kyllingelår med rygstykke
sesamfrø
tørret rosmarin

Kog kyllingelårene i ca. 20 min, og pil efterfølgende skindet af.
Læg dem i et ildfast fad, og krydr med rosmarin og sesamfrø.
Giv dem ca. ½time i ovnen ved 200 grader.


Fyldte portobellosvampe:
2 store portobellosvampe
125 g. friskost light
1 fed hvidløg
tørret timian
peber

knus hvidløget og rør det i friskosten sammen med timian og peber.
Fyld svampene med blandingen.
Kom svampene i et ildfast fad, og bag dem i 20 minutter ved. 200 grader i ovnen.

Blomkåls"ris":
ca. 300 g. blomkål
et forårsløg
2 tsk. smør eller margarine
et fed hvidløg
salt

Kog blomkålen mør i vand med lidt salt og mos den efterfølgende. Snit forårsløget i små ringe, knus hvidløget og kom det hele i mosen sammen med smør. Smag evt. til med salt.

Pynt evt. med halve cherrytomater.


VELBEKOMME



torsdag den 19. juli 2012

Lækker kyllingesalat


- lækkert til frokost og nem at have med i madpakken. Kan serveres med et stykke rugbrød og andet grønt fx. tomatbåde og slikasparges.

Ingredienser:

150 g. kogt kyllingekød i tern (jeg brugte en pakke færdigskåret)
ca. 125 g. græsk yoghurt 2%
ca. 2-3 radiser
et forårsløg
karry
peber

Fremgangsmåde:

Snit radiserne i små tern.
Skær forårsløget i små ringe.
Bland kylling, græsk yoghurt, radiser og forårsløg og smag til med karry og peber. 

fredag den 7. oktober 2011

Restemad

Her til aften skulle rester fra de sidste to dage bruges.

Jeg havde en rest revne rødbeder/pastinakker/gulerødder liggende samt et stykke laks. Laksen skar jeg i små stykker og kom det sammen med rodfrugterne på panden sammen med en dåse cocktailpølser. Op for varmen og lade det stege lidt i en smule fedtstof.
Jeg rørte 4 æg sammen med lidt mælk, reven peberrod, lidt bagepulver, salt og peber, og kom massen ud over de revne rodfrugter og kødet på panden.
Så var det bare at skrue lidt ned for varmen og vente på, at æggemassen fik sig "sat".
Som pynt cherrytomater fra drivhuset skåret i halve - god appetit!

torsdag den 7. juli 2011

Ferieminder

En fetablok i køleskabet, noget tørret chili og oregano samt lidt olivenolie.
Hele herligheden pakkes i stanniol og lægges på grillen - mums!