Viser opslag med etiketten kreative dage Fredericia. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kreative dage Fredericia. Vis alle opslag

lørdag den 9. november 2019

Kreative Dage i Fredericia - det endte i år med en grøn cykel

Som nogle af jer ved, så har jeg sammen med min søster i nogle år lavet kreative indslag til Louis Nielsens stand på Kreative Dage i Fredericia.

Igen i går var vi i gang, og det endte med en grøn cykel.

Da det er et fælles projekt, har vi valgt at skrive om det på vores fælles blog, så hvis du vil læse mere,  kan du klikke her og komme til By Hjorth Sisters. 


torsdag den 25. oktober 2018

Kreative Dage og By Hjorth Sisters



I morgen løber den 10. omgang af Kreative Dage i Fredericia af stablen, og for tredje gang har jeg sammen med Anita fra Photomusen sagt ja til at lave noget kreativt til Louis Nielsens stand på messen.

Denne gang valgte vi at gå væk fra noget med briller og i stedet kaste os over øjne.

Med udgangspunkt i to badebolde hæklede vi det hvide øje samt pupil og iris.
Et øje har normalt 6 muskler, men da det ville give et rodet udtryk, valgte vi kun at lave de fire 4 lige. De blev strikket, da det mere gav indtrykket af senerne i musklerne. Musklerne blev samlet og hæklet sammen.

Vi har desuden broderet på iris for at give mere liv i øjet.
Der blev også broderet nogle blodårer på det hvide område.

Det største udfordring var at få fat i noget ståltråd, der kunne holde musklerne i den anatomiske korrekte position, men efter besøg i Stof2000 og på en planteskole, lykkedes det at finde noget brugbart i Bauhaus.

I forbindelse med dette års Kreative Dage har Anita og jeg også valgt at oprette en blog, Instagramprofil og en Facebookside i fællesskab.
Vi har valgt at kalde os "By Hjorth Sisters", da en sød zumbainstruktør kaldte os søstrene Hjorth.
På de nævnte platforme vil vi vise og poste de ting, som vi i fællesskab kreerer. Det betyder, at vi også der linker til vores individuelle opskrifter, men også nye fælles kommer til.
Således ligger der en ny opskrift på "Optikerens Butterfly".



Du er velkommen til at følge os et eller flere steder.

Nu glæder jeg mig til at tilbringe en weekend i kreative rammer og møde en masse andre strikkere og hæklere - og nå ja, mon ikke at det også bliver til nogle indkøb 😍

fredag den 27. oktober 2017

Kreative Dage i Fredericia



I dag åbner Kreative Dage i Fredericia atter dørene.
Jeg har været af sted hvert år siden 2011, og i år er ingen undtagelse.

Igen i år er min søster Anita med bloggen Photomusen og jeg gået garnamok og hjulpet Louis Nielsen Fredericia med at dekorere deres stand på messen.

Ideen til dette års udsmykning kom faktisk sidste år, men først nu er den blevet realiseret.
Anita og jeg har i fællesskab lavet en stor brille, bombarderet med strik og hækling - alt sammen i grønne farver.



Som sidste år indgår årets dekorative indslag som en del af følgende konkurrence, der foregår via Instagram:


For at deltage skal du forbi Louis Nielsens stand på Kreative Dage og tage et billede, som oploades på Instagram med hashtagget #kreabrille og @photomusen samt @zoomsnoren.

Læse evt. mere på min Instagramprofil - @anjahjorth80.


torsdag den 27. oktober 2016

Kreative Dage i Fredericia - skal du også af sted?



Det skal jeg igen igen igen! For mig er det et af messehøjdepunkterne for en kreativ sjæl som mig ;-)

For næsten et år siden blev Anita med bloggen Photomusen og jeg spurgt, om vi ville være med til at lave  noget kreativt til Louis Nielsen Fredericias stand på netop Kreative Dage, og det valgte vi at sige ja til. Vi syntes begge, at det var en spændende udfordring, som gav mulighed for at gøre nogle lidt andre ting med garn.

Udgangspunktet var selvfølgelig farven grøn, så vi har haft gang i alle de grønne garner, som vi i forvejen har haft liggende.
Det er blevet til i alt 9 par strikkede briller og 2 af de store - dem, man kan købe i legetøjsforretninger. Anita har hæklet blomsterne og strikket det ene par af de store.
Anita har også hæklet beholdere i forskellige størrelser, og de to mænd på standen har selvfølgelig strikkede butterflies på :-)



Ikke mindst har jeg for over et år siden hæklet en taske, som min moster senere også ønskede et eksemplar af. Denne blev med fór, og jeg valgte derfor at skrive opskriften ned. Da jeg alligevel skulle hækle opskriften igennem igen, blev det i grønne garner.
Tasken, der har fået navnet "Madame Musling" er også blevet en del af Louis Nielsens messestand, og opskriften kan nu købes på Ravely. 


* * * * * * * * * * * * * * *

I forbindelse med samarbejdet mellem Louis Nielsen og Anita/Photomusen har vi også stablet en konkurrence på benene, hvor du kan være heldig at vinde en komplet brille, et gavekort til garn/garntilbehør og ikke mindst opskriften på Madame Musling-tasken.

For at vinde en af ovenstående præmier skal du et smut forbi Louis Nielsens stand på "Kreative Dage" - den har nummer A 1280.
Du kan læse nærmere om konkurrencen på min Instagramprofil @anjahjorth80.

tirsdag den 27. oktober 2015

Kreative Dage 2015



I de sidste fire år har jeg været med til Kreative Dage i Fredericia, og derfor var det heller ingen undtagelse, at jeg skulle af sted igen i år, og også i år valgte vi at tage af sted to dage.

Jeg var så heldig, at jeg kunne tage en af mine dage fra den 6. ferieuge, hvilket betød, at jeg sammen med min søster kunne høre foredraget med Christel Seyfarth om fredagen.

Så efter at have startet dagen med at få lavet et stenslag i bilen og en tur hos tandlægen til det årlige tjek, satte søster og jeg kursen mod Messe C. Jeg havde tidligere på ugen været så heldig at vinde to fribilletter hos By CGundersen, og de kom i brug.

Vi nåede lige tids nok frem til at høre Kirsten Nybroe fortælle om, hvordan man kan designe sin egen sweater, og jeg fik taget lidt noter til det. Jeg har nemlig en kjole, som jeg gerne vil forsøge at strikke efter.

Derefter hørte vi endnu to foredrag.
Først Raz Spa, som jeg ikke kendte på forhånd, men hold da op, han var underholdende. Jeg skal i hvert fald afprøve nogle af hans opskrifter på hudplejeprodukter.



Vi valgte at blive siddende, for kort tid derefter kom Chistel Seyfarth på scenen. En farvestrålende kvinde med en masse på hjertet omkring sine designs. Den kvinde kan fortælle!



Søster Anita og jeg valgte efterfølgende at tage en tur rundt til standene, og jeg endte også med at støde ind i en af deltagerne i årets "Den Store Strikkedyst", der sendes på TV-Syd, men også kan ses på kanalens hjemmeside. Denne deltager er en tidligere kollega, og hvor var det hyggeligt at møde hende igen og få snakket lidt strik ;-)
Ellers fik jeg kun en hæklenål med hjem den første dag.

Lørdag havde vi en plan for, hvor vi skulle forbi igen og også en lille indkøbsliste ;-)
Det betød, at vi inden der var gået en time, måtte en tur ud til bilen og læsse over 40 nøgler garn  købt hos Rito  samt bla to bøger, som vi købte af Thomas Uhrskov. Jeg faldt for "Kun firkanter" skrevet af hans kone, Helle Schjønning.
Desuden fik jeg også købt produkter fra Urtegaarden, produkter, der skal bruges til at lave hudplejeprodukter efter Raz Spas opskrifter.

Årets indkøb - dog uden alt garnet

Vi afsluttede dagen med at gå forbi en blomsterbiks, hvor vi købte kaktusser.

Da vi forlod messecentret, sagde vi begge to, at nu var der et helt år til næste gang.
Det er altid en hyggeweekend, som jeg ser frem til hvert år.

mandag den 27. oktober 2014

Messeindkøb


Ved Kreative Dage i Fredericia fik jeg købt en smule - ikke så meget, men denne gang styrede jeg mig.

Ved Alt om Håndarbejdes stand solgte de ud af tidligere modeller, og jeg var så heldig, at søde Laila i bunken fandt en skøn taske, som jeg har pønset på at strikke, men til en 50'er og færdigstrikket var det noget af et kup. Jeg er allerede blevet rigtig glad for den. Den er rummelig og har lange hanke, så den kan sidde tværs over brystet.

Min søde mand har længe spurgt til, om jeg vil strikke ham et halstørklæde.
Derfor kiggede jeg efter noget egnet garn om lørdagen, og således kunne jeg vise ham en mulighed, da jeg kom hjem, og købe garnet om søndagen.

Valget faldt på det lækre Lamana, der er en blanding af uld og alpakka. Rigtigt blødt og rart at have på huden.Desuden er min mand på ingen måde farveforskrækket, så selvfølgelig var et af kravene til farverne, at de var klare. Mandens vinterfrakke er turkisblå, så jeg endte ud med turkis, pink og råhvid.
Garnet købte jeg hos Woolspire, og jeg fik endda hjælp til, hvor meget garn der cirka skal bruges til et halstørklæde. Det var perfekt!



Jeg fik også købt en engel lavet af pileflet med hjem. Den har jeg dog ikke fået fotograferet, så den må I tænke jer til. :-)

søndag den 26. oktober 2014

Kreativ stemning for alle pengene


Igen i år kom weekenden i uge 43 til at stå i kreativitetens tegn.

Som de fire foregående år tog jeg sammen med kreative veninder til Kreative Dage i Fredericia om lørdagen. Denne gang var vi fire - en femte stødte til os, da vi efterfølgende tog hjem til min søster Anita og kreahyggede i stor stil.

I forhallen i Messe C ventede en flot, strikket ko - ih, den slags har jeg en svaghed for ;-)


Min søster og jeg havde for første gang købt partoutbillet, så vi kunne tage det roligt om lørdagen og også tage turen igen i dag. Vi gjorde det mest for at kunne høre flere foredrag.
I går var et foredrag med Heidi M. Nymann fra Woolspire, som trak, og som lød rigtig spændende. Heidi skuffede bestemt ikke, og jeg fik svar på nogle af mine spørgsmål omkring platformen. Hos netop Woolspire købte jeg i dag noget lækkert garn.
(Mere om mine køb i et andet indlæg).



Da det er lettere at gå få sammen, valgte vi at "dele os", og jeg fulgtes rundt med Anita.

Vi havde en lille liste over de stande, som vi skulle forbi.
Således var vi bl.a. forbi TV-Syd, By Nyboe, Woolspire, Alt om Håndarbejde - begge deres stande, Flettekredsene og Geilsk.
Sidstenævnte fordi jeg (selvfølgelig) har set udsendelsen om netop Bente Geil på DK4, og jeg havde fået nys om, at man kunne blive fotograferet sammen med den geilske mand :-) Sådan en mulighed ville jeg ikke lade min næse gå forbi. Samtidig betalte man en 20'er for det - et beløb der gik ubeskåret til Knæk Cancer.


I dag, søndag, var der færre mennesker end i går - det virkede i hvert fald sådan, og da vi kom ved åbningstid, havde vi god tid til at købe ind hos By Nyboe og Woolspire, inden vi skulle høre foredrag om tidens tendenser inden for mode - igen et foredrag, som var spændende.
Vi fik også kigge følt og  mærket på en masse lækkert garn og andre materialer og også snakket flere steder. Jeg elsker simpelthen stemningen sådan et sted.

Ih, jeg må sige, at messen igen i år var rigtig god. Faktisk synes jeg, at den bliver bedre og bedre for hver gang, at jeg har været af sted.
I år var det ikke en bageovn, der var flere "kiosker" med mad og drikke, og generelt mere plads. Der var også flere messetilbud, og det kan jeg altid godt lide ;-)

Jeg glæder mig allerede til næste år, hvor jeg nok også ender med at bestille en billet til hele weekenden.


lørdag den 25. oktober 2014

3 ting, jeg elsker ved lørdag

At skulle til Kreative Dage,...


..., at morgenhygge med hunden,... 


..., og at glæde sig til kreahygge med andre lidelsesfæller!



* Kreative lørdagstanker herfra *


mandag den 28. oktober 2013

Når weekendaktiviteter giver energi til den kommende uge



I går var jeg til Kreative Dage i Fredericia, men forinden mødtes vi seks kreakvinder til nørklehygge og lidt mad.
Det plejer altid at være rigtigt hygsomt at mødes med "ligesindede".
Strikke- eller hækletøjet oplever jeg ofte som en god indgang til at tale med nogen, som man måske ikke kender. På messen senere på dagen blev det at strikke fælles på et tæppe til de hjemløse, indgangen til både at snakke med en fra Familie Journalen, men også med en kvinde, der strikkede med.

Nu kender os seks nørkle-tøser hinanden mere end bare overfladisk, men indgangen var i sin tid strikketøjet, og det har udviklet sig med tiden.
Faktisk var det på måde, at jeg for ca. 4½ år siden købte et par strikkepinde og garn, da jeg meldte mig til et nørkletræf. Jeg kunne godt strikke, men mestrede kun ret, vrang, at lukke af og slå masker op. Sidenhen har det udviklet sig, og jeg har efterfølgende også lært mig selv at hækle.

Lidt stemnings- og madbilleder fra i lørdags.


Først maden:
Aperitif

Aperitif

Rød karrysuppe med spidskål og kylling


Ciabattabrød med øko-smør

Lidt til den søde tand

Til al maden blev der nørklet:







søndag den 27. oktober 2013

Hvad jeg fik med ud fra Messehallerne i Fredericia

Jeg skylder jer vist at vise, hvad jeg endte med at købe på messen i går.

Jeg gik egentlig mest efter at suge inspiration til mig og bare være med sammen med et  hav af andre kreative sjæle, for ingen tvivl om at der er en helt bestemt stemning sådan et sted og hvis man falder i snak med nogen, ja, så har man ligesom samme sprog :-)

Jeg bloggede jo i går om, at jeg fulgtes med Anita fra Photomusen, som også er min søster, og en af de første steder, hvor vi endte med at købe noget, havde de tilbud på Zpagetti-stofgarn.
Jeg købte jo i sommerferien noget i neongult, så derfor manglede jeg en anden og lidt mere afdæmpet farve, som kan bruges sammen med det gule. Jeg var heldig at finde noget i en flot, chokoladebrun farve og endda to ruller af det.
Jeg påtænker at hækle et tæppe af det, men måske ender det med noget helt tredje :-) Der skal i hvert fald googles efter opskrifter - for en passende hæklenål til stofgarnet har jeg også klar på lager :-)


Hos "Alt om Håndarbejde"s stand solgte de ud af modeller fra bladene, og i rodebunken med alle modellerne fandt jeg et flot og netagtigt sjal med de sødeste, lyserøde, hæklede blomster! Sølle 75 kr måtte jeg slippe for det!


Oveni lå der sørme også et par sokker - lige i min størrelse 34 og præcis i farver, som passer til mit temperament til den nette sum af 30 kr! Det kan ikke en gang svare sig at strikke dem selv.


Alt i alt fik jeg del i nogle gode messetilbud, selvom jeg synes, at der er lidt langt mellem dem.

lørdag den 26. oktober 2013

Kreative Dage igen i år



De sidste to år har jeg været til "Kreative Dage" i Fredericia den sidste weekend i oktober, så i år var ingen undtagelse.
Jeg havde ikke noget bestemt, som jeg gik efter - kun at der skulle indhentes inspiration i massevis :-)

Nu er jeg jo vild med garngrafitti, så jeg skulle forbi den strikkede 2CV.




Jeg fulgtes rundt til standene sammen med Anita fra Photomusen, og vi skulle selvfølgelig strikke på tæppet til den hjemløse hos Familie Journalen.




Der var rigtigt varmt i messehallerne, og  Familie Journalens stand var ingen undtagelse, hvor tæppet blev strikket i Fritidsgarn fra Sandnes.
Jeg havde ellers ladet overtøjet ligge i bilen, men der blev svedt tran i perioder, så når jeg skal af sted næste år, bliver det i sommertøj :-)




Jeg købte ikke så meget med hjem, men det var en rigtig hyggelig dag - både inden messen med nørklerier med de fem andre nørklekvinder - men også til selve arrangementet.
Jeg skal helt sikkert af sted næste år!

fredag den 25. oktober 2013

Kreative Dage i Fredericia - skal du også af sted i år?

Det skal jeg :-)

Jeg har de to sidste år taget turen til Fredericia og er ikke blevet skuffet! Hvert år har jeg fået noget godt med hjem.
Det første år købte jeg en opskrift på vinhønen, og den har jeg efterhånden strikket fem af. Sidste år røg der en masse nøgler mohair og en flagranke fra Kræftens Bekæmpelse med hjem, så det bliver spændende, hvad jeg lige falder for i morgen.

I år følges jeg med fem andre kreative sjæle, og ikke mindst var jeg jo så heldig at vinde to billetter hos Le Creativité :-)


tirsdag den 8. oktober 2013

Det lykkedes i år!

I går fandt jeg ud af, at jeg var den heldige vinder af to billetter til Kreative Dage i Fredericia d. 25. - 27. oktober hos Le Créativité.

Ih, det er bare så skønt!
Jeg skal under alle omstændigheder af sted sammen med 4 andre kreakvinder, men at være så heldig at vinde et par billetter havde jeg slet ikke regnet med!

Billedet er lånt hos Le Creativite

Jeg glæder mig allerede rigtigt meget, for de to forgangne år har det været rigtigt godt og interessant!

søndag den 28. oktober 2012

Kreative Dage i Fredericia


Igen i år er der Kreative dage i Fredericia, og da jeg sidste år var ret begejstret, måtte jeg bare af sted igen i år.

Denne gang var det sammen med to andre søde kvinder, samt de to bloggere, Anita fra Photomusen og Helle fra Garnkoglen.

Vi blev bestemt ikke skuffede. Ikke nok med at arealet i år var større, men der var også flere garnstande :-))

Jeg endte med at købe 18 nøgler mohair til 5,- pr. stk., en skøn flagranke fra Kræftens Bekæmpelse og to pilefletspynt"dimser", hvor man kan hænge mejsekugler på.

Efter to timer i selve hallen, tog vi hjem, hvor den stod på hotdogs, strik og masser af bla bla bla.

Eneste minus var nok, at der ikke var så mange messetilbud.

Smart med et net ved indgangen - så var der plads til alle indkøbene.


Min garnhøst :-)
Den skønne flagranke fra Kræftens Bekæmpelse

Billedet taler vist for sig selv :-)


lørdag den 29. oktober 2011

Kreativ messe i Fredericia



Kreativ messe - det lyder som et mekka for en som mig, og det var faktisk også rigtigt godt!
I hvert fald var der en del stande med garn, så der var noget at komme efter :-) Desuden ville jeg gerne se Karen Klarbæks produkter, og det blev der også mulighed for. Nøj, sikke flotte farver hun gør brug af! Jeg kan virkelig anbefale at klikke ind på hendes blog.
Stedet gav også mulighed for at møde andre krea-folk, og ved at tilfælde mødte jeg Ann fra galleri weiss-wood, som også var på udkig efter inspiration!

Jeg kunne ikke nære mig for at købe noget, og jeg endte med at købe en opskrift med tilhørende garn til en "vinhøne" - en til at kamuflere posen fra 3-liters vinene.
Da jeg ved, at min mand holder af skrappe farver, og det gør jeg også selv, så skal min strikkes i pink og lilla - kroppen i pink og ben og kam i lilla. Der fulgte også rulleøjne med, så nu skal jeg ud og finde nogle egnede knapper til også. Jeg har ikke valket noget siden under min uddannelse, så det bliver spændende at skulle afprøve det igen.