Viser opslag med etiketten Zpagetti. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Zpagetti. Vis alle opslag

torsdag den 22. maj 2014

Ih, "min" garnbutik er nu flink :-)



For ca. to måneder siden var jeg hos Martha, en lille garnforretning i Kolding, hvor jeg med jævne mellemrum kigger forbi og køber garn og andre lækre nørklesager med hjem.
De  har en fantastisk service og kan altid rådgive om garntyper, hjælpe med opskriften osv. Ja, under vinter-OL fik vi også talt om huerne på sportsudøverne.

Jeg ville gerne have fat i noget pink Zpagetti-garn, så jeg blev skrevet op til det, hvis de var heldige at kunne skaffe noget. Derfor ringede de i sidste uge - endda to gange - og fortalte, at de havde fået noget hjem, men at de ikke ville betegne det som pink, og at det nok ikke var helt pink nok til mig.
Det var heller ikke pink, men i stedet lyserødt. Jeg måtte dog købe det med hjem alligevel, for jeg kunne ikke stå for de to flotte lyserøde ruller.

Zpagetti-lageret er nu vokset til seks ruller, bestående af to brune, to lyserøde, et turkis og et neongult, så jeg tror, at jeg har nok til et projekt af de lidt større.


søndag den 27. oktober 2013

Hvad jeg fik med ud fra Messehallerne i Fredericia

Jeg skylder jer vist at vise, hvad jeg endte med at købe på messen i går.

Jeg gik egentlig mest efter at suge inspiration til mig og bare være med sammen med et  hav af andre kreative sjæle, for ingen tvivl om at der er en helt bestemt stemning sådan et sted og hvis man falder i snak med nogen, ja, så har man ligesom samme sprog :-)

Jeg bloggede jo i går om, at jeg fulgtes med Anita fra Photomusen, som også er min søster, og en af de første steder, hvor vi endte med at købe noget, havde de tilbud på Zpagetti-stofgarn.
Jeg købte jo i sommerferien noget i neongult, så derfor manglede jeg en anden og lidt mere afdæmpet farve, som kan bruges sammen med det gule. Jeg var heldig at finde noget i en flot, chokoladebrun farve og endda to ruller af det.
Jeg påtænker at hækle et tæppe af det, men måske ender det med noget helt tredje :-) Der skal i hvert fald googles efter opskrifter - for en passende hæklenål til stofgarnet har jeg også klar på lager :-)


Hos "Alt om Håndarbejde"s stand solgte de ud af modeller fra bladene, og i rodebunken med alle modellerne fandt jeg et flot og netagtigt sjal med de sødeste, lyserøde, hæklede blomster! Sølle 75 kr måtte jeg slippe for det!


Oveni lå der sørme også et par sokker - lige i min størrelse 34 og præcis i farver, som passer til mit temperament til den nette sum af 30 kr! Det kan ikke en gang svare sig at strikke dem selv.


Alt i alt fik jeg del i nogle gode messetilbud, selvom jeg synes, at der er lidt langt mellem dem.

mandag den 22. juli 2013

Hvad Wien bød på af kreative indkøb

Det var ikke mange garnbikser, som jeg lige mødte på sommerferierejsen til den østrigske hovedstad, men det kan min pengepung så juble over ;-)

Faktisk blev mine indkøb skåret ned til, hvad jeg fandt i en af de rigtig store boghandler, Thalia. Kommer man til Tyskland eller Østrig, så er de en oplevelse værd! De er spækket med bøger, men oveni er der skabt en hyggelig atmosfære i form af læseområder og ikke mindst kan man også købe oceaner af andre ting, som ikke altid har noget med bøger at gøre, men som giver en samlet oplevelse af et besøg, fx var der i Thalia på Mariahilfer Strasse også en cafe.

Jeg endte med at købe en skøn bog med firkanter og andre små ting, som kan bruges til fx tæpper:


Billeder fra bogen:



Tidligere har jeg blogget om det at finde en god hæklegrundbog, og denne gang fandt jeg endelig en god en af slagsen med masser af mønstre - lige til at anvende til alt muligt! "Die Große Fotofibel Häckeln" kom med hjem i kufferten - en tyk bog til under 150 kr!


Billeder fra bogen:




Til sidst faldt jeg over nogle af de andre ting i boghandlen. De havde en masse Zpagetti-garn, og endelig var der noget, som ikke kun var de kedelige og støvede farver!
Desværre var der kun en enkel i en lækker neongul, men den kan jo altid kombineres med hvidt og sort.