fredag den 20. december 2013

Om at fremvise de mindre vellykkede ting

Min første Arne & Carlos-julekugle og mit første forsøg med tofarvestrik

Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg skulle lære at strikke med to farver, og i går aftes fik jeg endelig monteret de to julekugler, som jeg har strikket.

Lad mig sige det med det samme, at for mig kræver det mere træning i teknikken, for jeg er bestemt ikke tilfreds med resultatet, der er noget ujævn i det. Det mærkelige er, at den første kugle blev pænere end nummer to - det burde jo være omvendt... I hvert fald skal jeg have mere øvelse i "trådspændingen".

I blogudfordringen var en af overskrifterne at fremvise det mest kiksede, man havde lavet, og lige præcis den dag gjorde, at jeg kom til at tænke på, at hvorfor kun fremvise det, som er blevet godt? Hvorfor ikke hoppe ud i at tage et billede af det, som ikke lige blev, som man ønskede?

Derfor får I også et billede af kugle to med en snemand. Den er ikke jævn i strikket, og oveni er den blevet meget aflang.
Det vil dog ikke afholde mig fra at opgive flerfarvestrik :-) Man er jo nødt til at turde fejle, hvis man vil være kreativ.

Min anden Arne & Carlos-kugle og et af mine kiksede resultater
ENGLISH:

I have just learned how to knit with two colours and the result is not my best. Normally I just show the things that I'm proud of, but why not showing something that not ended up quite so good?
The one with the bell was the first that I made. This looks better than my second ball, the one with the snowman.
What can I say - I have to practice :-)

The patterns are to find in the book "55 Christmas Balls  to Knit" written by Arne & Carlos.

_________________________________________________________________________________


Jeg deltager i Creative Friday hos Natural Suburbia.
I am participating in Creative Friday  at Natural Suburbia.




torsdag den 19. december 2013

Korssting og glaskugler


Først i december var jeg i Flensburg, og der endte det blandt andet med, at der blev købt to flotte, mørkeblå glaskugler hos "Butlers".

Senere så jeg på Instagram, at de også fandtes i hvide, så da turen i går aftes også gik til Flensburg, måtte jeg ind i den samme butik og kigge efter flere af de smukke kugler.
Sørme om jeg ikke var heldig! De havde lige to tilbage i den mørkeblå farve, men ingen i hvid. Det gjorde dog ikke noget, for bare det at have fået fat i et par var skønt!

Jeg synes, at de er så fine i nordiske farver, med korssting og med stjernemønster. Det tynde satinbånd var i dem, da jeg købte dem, og det passer så fint til resten af kuglerne.

Nu mangler jeg bare at finde en plads til dem - måske de kommer til at hænge på juletræet, når det snart kommer ind i stuen for at blive pyntet.



onsdag den 18. december 2013

Når nøden er størst

Ja, så træder min mand til og går i en garnbiks for at efterspørge hvidt plysgarn til sin kone.

I Julepyntsudvekslingen havde jeg strikket to hjerter til en af bloggerne i min gruppe.
Hun viste efterfølgende et billede af dem på Instagram, og en af hendes følger spurgte mig, om jeg ville lave et sæt til hende.
Det ville jeg gerne, men men men...

Jeg havde ikke mere end ca. to meter tilbage af det lækre plysgarn! Banderolen havde jeg for længst smidt ud, og hvor jeg en gang har købt det henne, tja, det kan jeg ikke huske.

Så her er der blevet lavet diverse søgninger sammen med Onkel Google, min lokale garnbiks har fået et visit af mig, og til sidst endte det med, at jeg bad min mand om at tage en tur i garnbiksen, som ligger i den by, hvor han arbejder.

Det gjorde han i dag, og efter at have vist ekspedienten billeder af mine hjerter fandt de frem til noget garn, der minder om det andet.



Det er "Key 24" fra Hjertegarn, og da min mand fik at vide, at det er udgået og ikke laves mere, købte han de sidste fem nøgler, de havde.

Nu ligger der to færdigstrikkede hjerter i en kuvert, der er klar til at blive sendt med Post Danmark :-)
Så er der kun tilbage at håbe på, at modtageren kan lide dem. I hvert fald er de næsten magen til dem, som blev sendt af sted for under en uge siden - næsten fordi der er en smule forskel i garnet, men ikke meget.

De hjerter, som satte gang i den helt store eftersøgning af hvidt plysgarn :-)



tirsdag den 17. december 2013

Filtede ornamenter

I lørdags modtog jeg den sidste af de tre kuverter fra en af de tre bloggere, som jeg var i gruppe med i Julepyntsudvekslingen.

Denne gang var det fra Sidsel med bloggen NostalgiBolig.

Hun havde lavet to nålefiltede ornamenter med en lædersnor i. De passer perfekt ind under overskriften "Nordisk", og de er også kommet op at hænge herhjemme :-)

Rigtig mange tak for dem, Sidsel!



Til sidst vil jeg sige mange tak til alle tre bloggere i den gruppe, jeg var så heldig at havne i. Det har været så fedt at se, hvad I valgte at lave til udvekslingen, og ikke mindst har det været sjovt at modtage noget, som var lavet i andre materialer, end dem jeg selv mestrer.


Også en stor tak til de to kvinder bag udvekslingen, nemlig Anne-Mette og Sine, som satte det hele i gang. Det var et supergodt initiativ, som var overskueligt, udfordrende og sjovt.
Den har også gjort, at der er blevet tilføjet tre nye blogge på min liste :-)


"Kræmmerhus med krøllet hank"

Den sidste modtager i Julepyntsudvekslingen, nemlig Sidsel med bloggen NostalgiBolig, fik af mig to kræmmerhus.

De er  hæklet i Mor Aasegarn fra SandnesGarn med nål str. 4, og som en lille finish i kanten hæklede jeg med en nål 2½ en omgang med to tråde, nemlig lyseblåt mohairgarn og en tynd sølvtråd. Jeg valgte at hækle to fastmasker i hver fastmaske fra forringe omgang, og det fungerede rigtigt fint.
Som en lidt anderledes detalje valgte jeg at sno hanken - så passer de lidt til "Juletræet med sin pynt", hvor en af linjerne lyder "kræmmerhus med krøllet hank, som så let får en skavank".

Jeg synes, at det råhvide og det lyseblåt samt sølvtråden passede godt ind over overskriften "Nordisk", som jo var gruppens overskrift.

Opskriften er fra Tante Grøn og er designet af Karen Klarbæk.





mandag den 16. december 2013

En tilbagevendende julekalender her hos os


...eller det er ikke en rigtig julekalender, men med 24 fantastiske afsnit er det tæt på :-)

Jeg taler selvfølgelig om klassikeren "Matador", for som så mange andre danskere har jeg et specielt forhold til serien.
Hvert år i december ser min mand og jeg serien, og jeg elsker det. Selvom jeg har set den en del gange efterhånden, dukker der hele tiden nye ting op, som jeg ikke har lagt mærke til før.
Da der sidste år var et interview med kvinden bag serien, nemlig Lise Nørgaard, kom hun med nogle bud på karakterernes liv efter "Matador". Det var medvirkende til, at der kom endnu et "lag" til serien. Det kom også frem, at seriens hovedperson faktisk er Maude, selvom jeg i mange år troede, at det var Mads Skjern. Efterfølgende er det selvfølgelig tydeligt, idet karakteren gennemgår en stor udvikling på det personlige plan. Hun går fra at være en barnlig kvinde til at vise styrke og handling og i sidste ende blive voksen. I det hele taget er det seriens kvinder, der" flytter sig" og er de stærke.

Derfor blev jeg meget begejstret, da vores besøg på Koldinghus for at se udstillingen om Julekalenderens historie også havde mulighed for at se udstillingen Klæder skaber film, hvor der var udstillet tøj fra serien.

Selvfølgelig var den berømte pels, som både Maude og Ingeborg får af deres respektive mænd, også udstillet, men som begge kvinder ender med at returnere, fordi den anden har en magen til.




Denne blondekjole har Maude også på i serien, og jeg blev ret imponeret over at læse, at den er håndsyet, da blonderne er nogle gamle nogle af slagsen.



...og til sidst de to grunde, hvor Maude har den ene og ender med at købe den anden, idet hun lander på feltet. Det viser sig senere, at hun er kommet til at flytte Hans Christians brik i stedet for sin egen.