Viser opslag med etiketten evighedsprojekt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten evighedsprojekt. Vis alle opslag

fredag den 7. juli 2017

Den sidste ende på primulatæppet er hæftet...

..., og således er et projekt, der blev igangsat for lidt over 4 år siden, nået i mål!



Mit tæppe har været et evighedsprojekt, som jeg med jævne mellemrum har hæklet på.
I forrige uge tænkte jeg, at nu var det på tide at få det færdiggjort, og ret hurtigt kunne jeg se, at der ikke var så langt vej endnu.

Jeg manglede at hækle to rækker blomster på - det viste sig dog, at grundet den måde, hjørnerne skal laves, kunne jeg nøjes med en, og så var der kanten og de resterende halve blomster.


Jag valgte at hækle alle halve i ensfarvet grønt garn, da jeg ikke bryder mig om de halves udseende. Kanten har jeg lavet i samme farve. Min plan med den var at lave den bredere og anderledes end i opskriften, men da jeg havde hæklet den første omgang magen til opskriften, kunne jeg godt lide den i samspil med de halve, og derfor blev det ved det. Jeg måtte dog lave flere dobbelte stangmasker i hver maske, idet det med min hæklefasthed ville blive for stramt og derved bule.



Da der manglede kun ca. 30 cm kant, løb jeg tør for det mørkegrønne, så jeg måtte til min lokale garnbiks, Martha i Kolding, og købe noget mere. Jeg var en smule bekymret for, om jeg ville kunne få en indfarvning, som var tæt eller magen til den, som mit garn havde - det var immervæk et år siden, at jeg købte garnet til kanten. Heldet var med mig, for på hylden med Arwetta Classic, fandt jeg et enkelt nøgle med samme partinummer som det gamle - hvor heldig har man lov at være?

Mit tæppe i tal:
I alt har jeg lavet 20 x 29 hele blomster = 580 blomster
I alt 20 halve på den ene led og 15 på den anden = 70 halve blomster
Ender hæftet: 6 pr hele blomst og 2 pr halve samt 4 på kanten = 3.480 +140 + 4 = 3.624 ender
Garn anvendt = næsten 3 nøgler af hver farve (9 farver i alt) = 2.061 gram garn.
Færdige mål - ca: 140 x 175 cm



lørdag den 9. maj 2015

3 ting jeg elsker ved lørdag

At have fået TV2 Play og kunne se "Klar parat sy!",...



..., mens der hækles videre på mit tæppe,...



..., og det sidste til en gave færdiggøres.


mandag den 4. august 2014

Primulatæppeprojektet - status



Her i ferien har jeg igen genoptaget tæppehækleriet - som nogle af jer også har set på Instagram, og Liv spurgte for et par uger eller tre, om jeg ville vise, hvor langt jeg var kommet.

I skrivende stund består selve tæppestykket af 188 sammenhæklede blomster, og næsten alle ender på dem er hæftet. Det gør jeg undervejs, så jeg ikke kommer til at sidde til sidst og skal hæfte maaaange ender, for der er mange ender - helt nøjagtig seks pr. blomst. Jeg har besluttet, at jeg vil bruge tid på at hæfte ordentligt, for en læser skrev til mig, at hvis man ikke er omhyggelig, "smutter" de op. Det ville være ret synd og skam, når nu det er et meget stort projekt. Så hellere bruge nogle ekstra timer på at gøre det grundigt.


Udover de 188 sammenhæklede blomster har jeg lidt over 200 blomster liggende, som kun mangler den sidste omgang. Alene det, at jeg valgte at sætte system i hæklingen har øget motivationen til at hækle videre fordi tæppet ret hurtigt vokser nu.


Når de 400 blomster er sammenhæklet, mangler jeg stadig 125 i forhold til opskriften og alle de halve. Dem er der også en del af, og så skal der købes garn ind til kanten. Hvilken farve den bliver, ved jeg stadig ikke, så jeg vælger nok at tage tæppet med ned til garnbiksen og afgøre det der.

Alt i alt betyder det, at jeg er tæt på at kunne sige, at jeg er halvvejs. Det er også en slags milepæl :-)

Alle farvekombinationer med de to inderste farver blev hæklet og var organiseret...
...og nu er alle cirklerne omorganiseret, så der i hver pose ligger de blomster, som alle skal have
 samme "yderfarve". På den måde er det lettere at finde en cirkel, som skal have en bestemt
 "yderfarve". To blomster med samme "yderfarve" må ikke hækles sammen.
Foto fra min Instagram.


onsdag den 19. februar 2014

Farvespam



Jeg har jo genopdaget lysten til at hækle på mit primulatæppe, og i løbet af de sidste tre aftener har jeg hæklet cirklerne til flere blomster.
Jeg valgte jo at ændre strategi, og det har bestemt været en god beslutning. Arbejdet med at sætte system i hæklingen af blomsterne har båret frugt allerede nu, synes jeg.



Jeg bliver glad i låget af at se de flotte regnbuefarvede cirkler lille i hjerteæsken - klar til at få hæftet ender og til sidst få den sidste omgang hæklet på samtidig med, at de hækles på selve tæppet.

I får lige dagens farvespam <3