Viser opslag med etiketten påskeæg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten påskeæg. Vis alle opslag

fredag den 3. april 2015

En påskegave



På et forum besluttede vi for nogle måneder siden at lave en påskepakke til hinanden. Der blev trukket lod, hvem der skulle sende til hvem, og så var det at finde ud af, hvad pakken skulle indeholde.


Den kvinde, jeg skulle sende til, havde givet udtryk for sin begejstring over Photomusens hæklede KB-abe, så jeg tog mig sammen og gik i gang med at hækle en i rosa, der er en elsket farve hos hende. Jeg havde ellers aldrig troet, at jeg kom til at hækle den berømte abe, men da jeg vidste, at den kunne bringe lykke, kastede jeg mig ud i at lave den.


Jeg brugte opskriften fra Kreaposen og id-garn fra Coop.

Da det jo var en påskepakke, hæklede jeg også to påskeæg efter Photomusens opskrift - og selvfølgelig i den samme rosa farve som aben.
Dertil fik modtageren også chokoladeæg, marcipanbrød og andet chokoladesnolder.





I dag måtte hun så pakke op, og hun blev meget glad. Det var den rigtige farve og ganske rigtigt var aben også lige hende.
Så gør det ikke så meget, at abens arme var mindre sjove at lave ;-)





Aben er desuden marts' bidrag til årsudfordringen "12 months of crochet". 

tirsdag den 17. marts 2015

Hæklede æg


Som nogen måske har lagt mærke til, at så er der tre hæklede påskeæg i min give-away.

Jeg fik også lyst til at hækle nogle stykker efter Photomusens opskrift. De er lette at lave, og det er et godt tip, som Anita giver til, hvordan man kan lave (næsten) usynlige, afsluttede omgange.


Jeg har brugt 8/4 bomuldsgarn fra Coopog tre tråde af noget tyndt, kobberfarvet garn. Broderiet er lazy daisy, som jeg er ret glad for.
Oveni havde jeg nogle træperler liggende, som jeg har trukket på snoren til ophæng.




Jeg kunne sagtens forestille mig, hvor flot det kunne være med grene fra haven pyntet med hæklede æg i forskellige farver og med forskellige broderier.