Viser opslag med etiketten mobilsleeve. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mobilsleeve. Vis alle opslag

onsdag den 30. august 2017

Musemobilcoveret er i Hendes Verden i denne uge



I denne uge er musemobilcoveret at finde i Hendes Verden.

Coveret, som er er afbildet, er med hank, som kan afmonteres vha. carabinhager.
Svigermor ønskede sig et musecover, hvor hun også kunne bruge det som taske, så derfor endte det ud med en udgave med hank.

Opskriften finder du i øvrigt HER.




søndag den 4. september 2016

Opskrift på musemobilcoveret opdateret



Jeg har i de seneste dage hæklet et musemobilcover til min svigermor.

Hun ønskede dog, at der kunne komme en hank i det, så hun kan bruge den som en lille taske, idet coveret også har en lille lomme, hvor man fx kan  have et kreditkort.

Derfor er opskriften nu opdateret med opskrift på, hvordan man kan hækle en hank også.

Desuden er der rettet et par fejl i selve opskriften. 
Bruger du min opskrift og finder flere fejl, er du velkommen til at skrive til mig. 

Opskriften er i skrivende stund kun lavet til Sony Xperia Z3 Compact,  men der arbejdes på en, der passer til Iphone 6 Plus.

Du finder min opskrift HER.

Husk:
Al materiale på bloggen tilhører Zoomsnoren. Det gælder såvel billeder som opskrifter.
Opskrifterne må bruges til privatbrug og ikke til produktion med salg for øje. De må heller ikke gengives andre steder.
Hvis du anvender en af mine mad-, hækle- eller strikkeopskrifter, må du meget gerne linke til min blog.
Hvis du ønsker at oversætte en af opskrifterne til et andet sprog, spørg venligst om lov.

torsdag den 14. juli 2016

DIY: Musemobilcover



Jeg har længe haft et meget slidt cover til min smartphone, men jeg har ikke fået lavet et nyt et - indtil nu.

Inspireret af bogrotten lå det lige for at lave en mus, og da jeg oveni havde noget gråt uldgarn liggende inden for rækkevidde, var ideen til et nyt cover der pludselig.

Jeg har hæklet det i vævehækling for at få lidt effekt, og for bedre at beskytte mobilen mod slag, har jeg hæklet coveret med et foer.




Mobilsleevet er hæklet til at passe en Sony Xperia Z3 Compact, så har du en anden smartphone, skal der laves nogle små ændringer.

Opskriften findes HER i linket.

Som ved mine andre opskrifter gælder:

Copyright: Zoomsnoren

Opskriften må anvendes i privat øjemed, og produktet må gerne sælges, så længe der ikke er tale om masseproduktion. Opskriften må dog ikke postes andre steder på nettet, sælges, videregives til andre pr. mail eller oversættes uden mit skriftlige samtykke.
Hvis din veninde også godt kunne tænke sig et eksemplar af opskriften, del da i stedet linket hertil. 



søndag den 25. januar 2015

Grønt til kollegaen


En af mine søde kolleger så til en møde mit nuværende mobilcover og udbrød, om jeg kunne lave et i grønt - og hun ville betale, hvad jeg forlangte for det. :-)

Det  kunne jeg ikke lade forblive et ønske, så jeg tjekkede hurtigt størrelsen på hendes mobil, så jeg havde en fornemmelse for størrelsen. Heldigvis var hendes ligeså bred som min egen og maks ½ cm længere.
Efter nogle overvejelser og kiggen i min stashliste på Ravelry fandt jeg frem til, hvilket garn jeg ville bruge.


Det endte med at blive noget grønt Bumbogarn fra Bilka, og broderierne samt kanten foroven er såmænd sokkegarnsrester fra noget multifarvet garn i grønne nuancer købt i Netto for nogle år siden.

Nu er mobilsokken pakket pænt ind i en cellofanpose, og så er der kun at krydse fingre for, at min kollega kan lide det.


søndag den 19. oktober 2014

Smartphone i efterårsfrakke


Når man får en ny smartphone, så skal den ikke i den aflagte "frakke", men i stedet have en ny :-)
Jeg tog udgangspunkt i årstidens farver, og i går aftes blev jeg næsten færdig med et nyt mobilsleeve.



Sleevet er hæklet i fastmasker. Det øverste, orange stykke er 1 lm, en fm, og på den efterfølgende omgang en fm i forrige rundes lm, 1 lm, osv.
Det brune uldgarn er Bumbo You, men det orange er Easy Care Big fra Mayflower. Begge dele er rester fra tidligere projekter, nemlig baskerhuen og Hatnut-huen til min mand.

De tre orange "dutter" er popcorn, som jeg har hæklet undervejs på det brune stykke. 

Som pynt har jeg brugt rødt glimmergarn (Anchor Arista) og hæklet franske knuder.


Den nye telefon er i øvrigt en Xperia Z3 Compact fra Sony, og den er jeg blevet rigtig glad for. Lækker, hurtig og med et rigtigt godt batteri!


tirsdag den 10. juni 2014

Gentager jeg mig selv?



Ja, det ser sådan ud, og det er helt og holdent min egen skyld.

I pinsen var jeg med mand og svigermor i Ribe, og vi valgte også at gå ud til Riberhus Slotsbanke, et skønt sted,, hvor man mærker historiens vingesus.
Jeg havde min smartphone med, som jo lå i sit fine mobilcover. Jeg tog billeder, og stoppede det derfor hurtigt ned i lommen, men pludselig opdagede jeg, at det ikke mere lå i min bukselomme.

Jeg endte med at gennemsøge næsten hele Slotsbanken blot for at konstatere, at det er og bliver væk :-(
For en gangs skyld var det rigtigt meget øv, for jeg kunne rigtig godt lide det, og det var en af de få ting, som jeg har lavet direkte til mig selv som modtager.

Så hvilket andet valg har jeg end at forsøge at genskabe det tabte?

På min stashliste fandt jeg samme aften noget garn, som kunne bruges, for det mørkegrå, jeg havde brugt til det tabte, havde jeg ikke mere af.
I skrivende stund håber jeg på, at den rest, som jeg har tilbage af det neongule, rækker. Ellers må jeg som alternativ finde noget andet. Heldigvis har jeg både noget akrylgarn fra Fakta liggende og ikke mindst sokkegarnet fra Mayflower - det samme som jeg anvendte til min cardigan.

Tilbage er der kun at lede efter en firkantet knap i lilla. Ellers lever jeg også med en anden en :-)