Viser opslag med etiketten Red-Barnet-Sjalet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Red-Barnet-Sjalet. Vis alle opslag

søndag den 3. juni 2018

Svigermors morsdagsgave



Selvom hun ikke er min mor, så skulle hun også have en gave af mig.

Hun har flere gange sagt, at hun gerne vil arve mit Red Barnet Sjal, som jeg strikkede tilbage i december 2016, så da der kom tilbud på "Pus" fra Du Store Alpakka i forbindelse med Black Friday, slog jeg til og købte garn til et sjal til hende.

Igen var det en fornøjelse at strikke i garnet. Det er noget af det blødeste, jeg til dags dato har arbejdet med. Det er lidt pebret i prisen, men man får også noget for pengene.



Opskriften er omdøbt til "Charlotte's Yndlingsjal", og kan nu købes uden at skulle købe garn. Charlotte Kaae har nemlig fået rettighederne på sit sjal, så det er hende, der sælger den.

Min svigermor blev glad for sjalet, så nu behøver hun ikke at vente på, at jeg ikke vil bruge mit mere.

søndag den 8. januar 2017

Strik for (endnu) en god sag

I slutningen af oktober, hvor jeg var til Kreative Dage i Fredericia, var jeg forbi Charlotte Kaaes stand, hvor hun solgte kits til Red-Barnet-Sjalet. Hun er kvinden bag designet, og kittet kan normalt købes hos Woolspire, hvor 100 kr. går til Red Barnet.



Det medfølgende garn er Pus fra Du Store Alpakka, og jeg må sige, at det er noget af det lækreste garn, jeg har strikket med!
Rigtigt blødt og vamset!

Da jeg har det med at strikke stramt, lavede jeg den kedelige strikkeprøve, og som jeg næsten havde forudset, måtte jeg vælge en pind 9 i stedet for 8, fordi jeg syntes, at det strikkede ellers blev for tæt.

Opskriften er supernem at følge. Der er videoer til delelementerne, så nemmere kunne det næsten ikke blive.

Sjalet er til mig selv, og jeg er ganske godt tilfreds med mit valg af den meget pinke farve og designet.

Sjalet blev således det sidste projekt, som jeg fik afsluttet i 2016.