fredag den 20. september 2013

Er du også glad for "Kreativ Strik"?

Det er jeg!

Så selvfølgelig har jeg smidt lodder i give-awayen hos Cupcake By Me, hvor man kan vinde et nummer af bladet.

Udover en mulighed for at vinde et nummer af "Kreativ Strik" byder bloggen også på forskellige DIY'er - selv er jeg forelsket i den hæklede juleranke.


Så kig forbi Cupcake By Me.

torsdag den 19. september 2013

AT være undervejs

Det har jeg været henholdsvis tirsdag og torsdag denne uge, hvor turen gik til det flensburgske sammen med en masse unge mennesker fra 8. årgang.

Jeg endte med at finde et projekt at tage med til togturen, og med et garnlager indeholdende alt for mange nøgler bomuldsgarn var det faktisk ikke så svært at finde to farver, som kunne bruges til at hækle et håndklæde i granny stribes.



Jeg elsker jo street art, så selvfølgelig måtte jeg tage et par billeder:



... et stemningsbillede fra i morges. Det var en smuk og rolig morgen med høj solskin, så de 5 kilometer, som vi måtte gå med al bagage for at komme til togstationen, blev lige lidt mindre anstrengende:


onsdag den 18. september 2013

Lykkefutter

Jeg har før strikket et par tøfler, og dengang endte pyntet med at blive en hæklet blomst lavet af strømpegarnsrester.

Efter at have fundet forskellige blade faldt jeg jo over at lave firkløvere, og derudaf lavede jeg DIY på et firkløver, som jeg holdt fast i.
Da firkløveren er et lykkesymbol, skulle mariehønen naturligvis med.

Vupti, faktisk lå jeg inde med to opskrifter på mariehøner. Den ene skulle strikkes, og den anden hækles. Jeg besluttede mig for den første, for den kunne jeg bedst lide.
Opskriften fandt jeg i "Besaubernde Blütenpracht" af Lesley Standfield.

Futterne er alt for store til mig, men de er heller ikke strikket med mig som modtager :-)


Strikkede tøfler fra Drops - opskrift nummer 142-39


tirsdag den 17. september 2013

Ih, jeg bliver glad, når jeg ser...

... at andre kan bruge en af mine DIY'er.

Jeg har strikket en smartphonesok til min mobil, og da min mor så det, ønskede hun sig også et, og det fik hun selvfølgelig.

Anita fra Photomusen har brugt min DIY og har også hæklet en sok i neonfarver til hendes smartphone. Hun har så valgt at lave cirklen lidt anderledes, og det ser bestemt også godt ud!


Billedet er lånt fra Photomusen

Billedet er lånt fra Photomusen







mandag den 16. september 2013

Retro-køb

I Kolding ligger Butik Knæhøj, der er en retrobutik, som sælger loppefund. Prisen er selvfølgelig ikke så fordelagtig som et loppefund, men til gengæld er der samlet en masse fede ting på et sted.

Jeg følger dem på Facebook, og da jeg bladrede deres nyeste billeder igennem, stødte jeg på et skønt bord i en teaktræslignende sort med malet bordplade i turkis.
Vi stod samtidig og ville skifte et lille, hvidt bord ud, som ikke mere var så pænt.

Derfor tog manden og jeg af sted, og bordet var ligeså fint i virkeligheden som på billederne.

Nu står det fint lige ved siden af et lille teaktræsskab, som vi vandt tidligere på året på Lauritz.com.



søndag den 15. september 2013

Monteringssøndag

Det er ikke til at komme udenom, altså monteringen, så i dag bliver der syet og hæftet ender i stor stil. Samtidig kører vaskemaskinen for anden gang.
Vinhønen er blevet filtet, og nu får et par tøfler magen til disse også en tur - dog ikke for at blive filtet. De er strikket i Mor Aase-garn, og det bliver lækkert blødt, når det bliver vasket.

Når hønen er tør, skal der syes knapper i ryggen, limes øjne på, og ikke mindst skal den have nogle ben.
Til futterne mangler der lidt pynt, men hvad det ender med at blive, ved jeg ikke helt endnu - måske firkløvere?