fredag den 27. oktober 2017

Kreative Dage i Fredericia



I dag åbner Kreative Dage i Fredericia atter dørene.
Jeg har været af sted hvert år siden 2011, og i år er ingen undtagelse.

Igen i år er min søster Anita med bloggen Photomusen og jeg gået garnamok og hjulpet Louis Nielsen Fredericia med at dekorere deres stand på messen.

Ideen til dette års udsmykning kom faktisk sidste år, men først nu er den blevet realiseret.
Anita og jeg har i fællesskab lavet en stor brille, bombarderet med strik og hækling - alt sammen i grønne farver.



Som sidste år indgår årets dekorative indslag som en del af følgende konkurrence, der foregår via Instagram:


For at deltage skal du forbi Louis Nielsens stand på Kreative Dage og tage et billede, som oploades på Instagram med hashtagget #kreabrille og @photomusen samt @zoomsnoren.

Læse evt. mere på min Instagramprofil - @anjahjorth80.


søndag den 1. oktober 2017

Et færdigt englesjal

I sidste weekend fik jeg færdiggjort englesjalet, som jeg viste frem tidligere.



Jeg har hæklet det i estisk uld købt hos Strikkepinden - det er lidt groft og kradsende - men jeg kan godt lide farveforløbet i garnet. Jeg er lidt forsigtig med at vaske uld i vaskemaskinen, så jeg har indtil videre kun vasket alt uld i hånden. Det gør ikke garnet så meget blødere, så jeg må snart tage mig sammen til at lave en hækle/strikkeprøve og vaske den i maskinen, så jeg kan se, hvordan min maskine opfører sig over for uld. 😉 Jeg er nemlig ret sikker på, at maskinvask vil gøre noget godt for de uldkvaliteter, som er mere kradsende før vask, da jeg ofte læser, at det bliver blødt efter vask.

I alt har jeg brugt 200 gram garn.



Opskriften findes hos Lise Franck. Den findes både på skrift og som diagram.

Jeg har efterfølgende spændt sjalet ud, så det flotte mønster kommer til sin ret.
Den fine kant, som man hækler til sidst, giver så fin en afslutning, synes jeg.