fredag den 1. august 2014

Om årets sommerferie og kreakøb - del 1


I dag er det næsten to uger siden, at jeg kom hjem fra årets sommerferie, der også denne gang gik til nabolandet mod syd.
Vi havde to overnatninger i både Heidelberg og Goethes by, Weimar, og tog slutteligt efter nogle timers ophold i Quedlinburg til den gamle østtyske by, Magdeburg.
Vi har efterhånden besøgt rigtig mange tyske byer, for Tyskland er et absolut yndet rejsemål for os. Landet har ufatteligt meget at byde på - ikke kun hovedstaden Berlin, som sammen med Hamburg er blevet mål for mange danskere - men også de mindre byer synes vi er et besøg værd.
I år havde vi valgt tre steder, hvor vi ikke havde været før, og som vi havde en formodning om også kunne tilbyde noget kulturelt, hygge og ikke mindst tysk kultur.


Vores første stop var Heidelberg - på dagen for VM-finalen i fodbold. De af jer, der har læst med tidligere, ved, at min favorit fra start var Tyskland, så vi så frem til at skulle se finalen i Tyskland.
Vi havde tjekket forskellige public views ud, men da vejret var ret usikkert, og der med jævne mellemrum kom et skyl fra oven, valgte vi til sidst at se finalen på hotellet. Det endte også med at være ret hyggeligt i selskab med en kineser, en australier, to fra Polen, et par andre danskere, nogle som vi ikke kunne "lokalisere" deres sprog, og selvfølgelig nogle tyskere.
Det gav en hel speciel stemning  med så mange nationaliteter, der alle heppede på samme hold, nemlig Tyskland - det blev tydeligt, da Mario Götze endelig sparkede bolden i mål i overtid og derved sikrede tyskerne deres fjerde vm-titel. Nå ja, de sikrede også, at der gik 375 kr ind på min bankkonto, idet jeg havde oddset på dem som de endelige vindere af hele turneringen.


I Heidelberg holdt jeg mig i skindet og købte faktisk hverken garn eller bøger.
Vi var selvfølgelig oppe på borgen, som byen er mest kendt for, og efterfølgende tog vi turen mod Philosophenweg. For at komme frem til Philosophenweg, måtte vi gå op ad en stejl trappe, hvor bevoksningen var så tæt, at det grundet sommervarmen næsten var som at gå i en regnskov.
Der var rigtig mange trin, og hele tiden håbede vi på at være ved vores mål, hver gang vi gik rundt om et hjørne. Turen kunne mærkes i mine ben, der sitrede efter endelig at være nået op til Philosophenweg, men er man i Heidelberg, skal man ikke snyde sig selv for at komme til at se byen i "skyline" med slottet oppe på bjerget, byen beliggende nedenfor og med Neckar løbende i dalen. Det er et rigtigt smukt bjerglandskab! Jeg må blankt indrømme, at jeg i det øjeblik fik en ide om, at næste sommerferie gerne må gå til et sted med bjerge. ;-)

Heidelberg med slottet yderst til venstre
Vi kunne dog godt have undværet den efterfølgende nat at opleve at blive "flået" ud af sengen kl 3 om natten i Heidelberg af en brandalarm med dens roterende røde lys og en stemme, der på engelsk og tysk bad os om at forlade hotellet omgående. Under et minut senere stod jeg på hotelgangen i mit nattøj, med en cardigan på og mobil i hånden ventende på min mand, der ikke havde kunne finde et par bukser i mørket og blandt hotelgæster, hvor nogle panikkede mere end andre. "You need to take the staircases" blev gentaget flere gange. Vi kunne heller ikke andet, for de to elevatorer var i stykker, og da min mand endelig kom ud fra hotelværelset (i sådan en situation føles sekunder som minutter), skyndte vi os ned ad trapperne.
Alle gæster stod på gaden - min mand i bare tæer, han nåede ikke at få sko på - da brandbilerne kom for at konstatere, at der heldigvis ingen brand var, og efter en halv time lå vi igen i sengen.
Dog fandt jeg i ud af, hvordan jeg reagerer i sådan en situation - alt foregik mere eller mindre instinktivt.

Vi tog derefter til Goethe og Schillers by, Weimar.
Den berømte statue - der var bygget en scene op omkring den, da den var med i et skuespil
En af de store boghandlere i Tyskland er Thalia, som altid er en oplevelse værd, og sådan en var der også i Weimar. De har altid en del strikke- og hæklebøger på hylderne, og så er bøger billigere i Tyskland. Jovist, sproget i dem er tysk, men de fleste masketyper hedder næsten det samme som på dansk, så med lidt oversættelse af div forkortelser er det til at gå til.
Jeg bestod begrænsningens kunst og købte kun en bog med hjem, nemlig en med strikkede hjerter.Det blev "Stricken mit Herz" (foto først i indlægget), fordi jeg synes, at den har mange ideer til, hvordan man udfra en grundopskrift kan lave så mange forskellige udtryk.




Weimar er en hyggelig by, som er båret af at være den by, hvor Goethe boede og levede, og også er begravet. Hans hus står næsten som dengang, men vi valgte ikke at se det indenvendigt, ej heller at se hans grav. Vi var dog på "Alter Friedhof", hvor han ligger begravet, men indgangsprisen for at se graven var i den høje ende set i lyset af, hvad man reelt får for pengene.

Alter Friedhof Weimar
Til gengæld tog vi i "Weimar Haus", et museum, som er anderledes i forhold til andre, idet der er gjort brug af kulisser og filmtekniske virkemidler, der på en underholdende måde fortæller et stof, der ellers kan være tungt.. Man bliver taget på en rejse fra byens tilblivelse til Goethes død, og hele historien skal forestille at blive fortalt af Goethe. I små grupper bliver besøgende lukket ind i et rum, hvor der er kulisser, og der bliver af Goethe fortalt et "kapitel". Derefter åbner en ny dør, og man går videre.

Inden vi ankom til den sidste destination på vores ferie, Magdeburg, valgte vi at tage en afstikker til den gamle by, Quedlinburg - faktisk den by, hvor vi mødte flest danskere.
Quedlinburg, der består af utrolig mange smukke og rigtig gamle bindingsværkshuse, så der er forståeligt, at mange tager dertil. Når man går gennem byens gader, føler man sig taget flere hundrede år tilbage i tiden. Det er virkelig hyggeligt, og der emmer på en eller anden måde af ro.


Ældste bindingsværkshus i Quedlinburg
Garnbiks :-)
I ovenstående garnbiks faldt jeg for nedenstående sokkegarn i skønne farver. Det kunne jeg simpelthen ikke lade ligge, vel?
I en kurv var der desuden en masse strikkehæfter. Jeg fandt et, som jeg synes, indeholder nogle lidt anderledes forslag til, hvordan diverse effektgarner også kan bruges til beklædning.


Fra opskriftshæftet, hvis forside ses øverst i indlægget:



Vi nød en Eisschokolade og tog en tur rundt i byen, og selvom vi mistede stedsansen,endte vi på mærkværdig pludselig lige i nærheden af vores bil.
Beslutningen blev, at vi så ligeså godt kunne tage den korte tur til Magdeburg, selvom vi havde kalkuleret med at blive i Quedlinburg til aftenstid. Det skulle vise sig at være et smart træk!

Fortsættelse følger i morgen med del  2.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det er altid hyggeligt med kommentarer fra mine læsere, så smid gerne en.