søndag den 23. april 2017

Påskens værtindekaniner



Lidt sent, men den søde kanin kan sagtens bruges udenfor påsken, synes jeg.

Jeg har for et par uger siden vist en zipzipbunny frem her på bloggen, men det endte med yderligere to. Faktisk havde jeg en plan om at hækle tre, men en forkølelse gjorde, at energien ikke var til det.

Denne gang valgte jeg at lege lidt med broderi.



Den ene har på maven fået en hjerte broderet med små stikkesting.
Den pinke sløjfe er bare en hæklet cirkel.
Jeg slog 4 lm op og hæklede i den første lm så mange stangmasker, at cirklen blev helt lukket.


Den anden fik broderet små, franske knuder i lyserød, og rundt om dem små sting i grøn.
Sløjfen er en lm-snor, der er bundet rundt om øret.

Opskriften på kaninen findes i øvrigt HER og er rigtig let at følge, selvom den er på engelsk.

onsdag den 12. april 2017

En lille ting til en kagebageelskende kollega

....og så kunne jeg ikke lade være med at hækle en lille kage til min kollega.

Opskriften er fra "Hæklede Cupcakes" af Elena Nielsen. Det er en lille bog, som jeg virkelig kan anbefale, hvis ma vil hækle cupcakes.
Jeg er vild med, at man selv kan sammensætte dele til lige præcis den kage, som man vil lave. Oveni er der en del eksempler på cupcakes. Kort sagt, giver bogen mulighed for at man kan være kreativ, selvom man følger en opskrift.

Jeg har hæklet i dobbelt 8/4 bomuldsgarn for at få kagen så naturtro som muligt.


fredag den 7. april 2017

Rigtig god påske

For et par timer siden blev det påskeferie for mit vedkommende.

Det betyder en masse fridage og tid til at lege med garn. Der skal ryddes op i mine kasser med garn, og så skal der hækles en taske, og måske får jeg fundet noget garn til en bluse, der skal strikkes, og som min mormor har bestilt.

Jeg fik denne lille påskehare færdig i dag - perfekt timing 😉




Opskriften er lavet af Elif T og kan ganske gratis downloades fra Ravelry.
Selvom den er på engelsk, er den let at følge, og jeg havde heller ikke problemer med monteringen.
Den lille sløjfe har jeg freestylet.

💚 Rigtig god påske derude 💚