søndag den 31. august 2014
Et ugle-ja
Jeg kan nu afsløre det hemmelige hækleprojekt, som jeg har været i gang med i samarbejde med Anita fra Photomusen. Projektet var også augusts "12 months of knitting and crochet".
Jeg har tidligere vist nærbilleder af nogle af detaljerne, og nu kan jeg vise hele herligheden.
Projektet var hemmeligt, da det var en gave til et brudepar.
Vi tog udgangspunkt i det, som vi troede, at de ville have på og også farvevalget i brudebuketten var et skud - og det viste sig at være helt rigtigt ramt.
Uglerne er hæklet på nål 3 og overvejende i akrylgarn fra Bilka.
Anita havde hovedansvaret for gommen og jeg for bruden.
Fredag aften fik vi i fællesskab begge ugler færdiggjort. En del af de sidste ting blev "samlebåndsarbejde", og vi nåede i mål tæt ved midnat.
Grundopskriften på selve uglekroppen, vinger og øjne er fra Anitas ugleopskrift.
Jeg har valgt at lave en halsudskæring foran og at hækle selve kjoledelen i bagerste maskeled og det grønne i begge.
Det var et godt valg at have hæklet kjolen i bagerste led, for det betød, at jeg kunne hækle blonden forneden i det forreste led. Jeg søgte efter en passende en af slagsen og faldt over den, som jeg for nogle år siden hæklede på kjolen til min mormor. Den passede oveni med det samlede maskeantal rundt om uglen - ret heldigt.
I halsudskæringen hæklede jeg en picotkant for at markere kjolens hals.
Brudebuketten brugte jeg rigtig lang tid på. Jeg fik hæklet nogle meget små blomster, men det fungerede ikke rigtigt. Da jeg endte med at tjekke mit effektgarn, var ideen der.
Jeg syede desuden pinke, lyserøde og gennemsigtige perler på.
Bruden har også fået et slør i alm. tyl. Jeg kunne ikke nå at hækle et.
Som nævnt havde Anita hovedansvaret for gommen, og hun fik løst opgaven rigtig godt.
I går blev ugleparret foræret til brudeparret, og både Anita og jeg er tilfreds med det samlede udtryk.
Jeg var dog flere gange undervejs lidt usikker på, om vi nåede i mål, for der blev brugt ret mange timer på mislykkede forsøg. Heldigvis kom de gode ideer også, og når det sker, glemmer man helt alle de timer, som ikke rigtig bar frugt :-)
lørdag den 30. august 2014
3 ting, jeg elsker ved lørdag
At modtage små pakker bestilt på Ebay til næsten ingen penge...
(vist en god ting med sådanne dimser, når man skal strikke snoninger)
.., at få færdiggjort et hækleprojekt...
(Testhækling af dansk oversættelse)
..., og at afprøve nyefundne opskrifter.
( Vegetarisk ovnret fra Klidfaster)
* Hvilke 3 ting elsker du ved denne lørdag? *
torsdag den 28. august 2014
Et lille preview
Augusts "12 months of knitting and crochet" er hemmelig - altså indtil produktet er foræret væk, og det er et samarbejde med Anita med bloggen Photomusen.
Da en stor del af min energi er blevet lagt på jobbet, har der ikke været så meget i overskud til at være kreativ og ikke mindst til at tænke i, hvordan jeg finder en løsning på de forskellige dele, som skal til for at få det udtryk, som jeg gerne vil.
I denne uge er det dog lykkes mig at få lavet tre af "delene", og jeg er ganske tilfreds.
Jeg har endda haft brug for noget af al den effektgarn, som jeg har liggende, og som jeg sjældent anvender.
I morgen skal jeg sammen med Anita have lavet det sidste, så det hele er klar til at blive foræret væk på lørdag.
Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig?
tirsdag den 26. august 2014
Lod nummer 104
...var mit, og netop det nummer trak Susanne med bloggen Flest Hverdage, da hun skulle finde vinderen af et gavekort til en luksusbrunch.
Jeg føler mig vildt heldig, og jeg måtte lige hoppe lidt rundt for mig selv, da jeg så, at jeg havde vundet. Der var nemlig kun hunde og mig hjemme ;-)
Til gengæld er min mand inviteret med, så nu må se, om vi kan bruge det i en weekend, og ellers venter vi bare med spænding til en af skolernes ferier. Hyggeligt skal det nok blive.
I øvrigt er Flest Hverdage et besøg værd. Susanne skriver om sin store og imponerende have, om kreative ting og ikke mindst om det, som hun også kalder sin blog, Flest Hverdage.
fredag den 22. august 2014
DIY: Boblende beholder
Som lovet i gårsdagens indlæg får I min opskrift på en hæklet beholder, som var en gave til en af kvinderne i pennevenneposten.
For at få boblerne på ydersiden, er boblemønstret hæklet med vrangen udad. Boblerne danner i alt tre trekanter rundt om beholderen.
Garnet, som jeg har anvendt, er råhvidt Mor Aase-garn fra Sandnes, som er 100% uld. Ved den sorte kant har jeg brugt samme garnkvalitet, mens det petroliumsblå er en rest tyndt uldgarn. Der valgte jeg grundet det tynde garn at hækle to fastmasker i hver fastmaske.
Hvis du helst vil have opskriften i pdf-format, finder du den her.
Materialer:
Garn, der passer til nål 3. Jeg har anvendt Mor Aase-uldgarn fra Sandnes i råhvid og en rest i en anden farve. Ved den blå er det et noget tyndere garn. De sorte er samme kvalitet som det råhvide..
Hæklenål nummer 3.
“Beholder” til at sætte ned i det hæklede - ca. 6½ cm i diameter. Min er et glas, hvor der har været et lys i og er købt i Rema1000.
En maskemarkør til at markere omgangens start.
Forkortelser:
m = maske
lm = luftmaske
fm = fastmaske
stgm = stangmaske
km = kædemaske
boble = hækl en stgm i fm, men træk ikke garnet gennem de to sidste løkker. Lav endnu en stgm, og lad igen være med at trække garnet gennem de to sidste løkker. Nu har du 3 løkker på nålen. Fortsæt til du har 5 løkker. Træk nu garnet gennem alle 5 løkker.
Sådan gør du:
Hækl to lm.
1. omgang: 6 fm i første lm = 12 fm.
2. omgang: * 1 lm, 2 fm i næste m* - gentag fra * til * omgangen ud = 18 fm.
3. omgang: * 2 lm, 2 fm i næste m* - gentag fra * til * omgangen ud = 24 fm.
4. omgang: * 3 lm, 2 fm i næste m* - gentag fra * til * omgangen ud = 30 fm.
5. omgang: * 4 lm, 2 fm i næste m* - gentag fra * til * omgangen ud = 36 fm.
6. omgang: * 5 lm, 2 fm i næste m* - gentag fra * til * omgangen ud = 42 fm.
7. omgang: Hækl fm i bagerste maskeled i alle masker = 42 fm.
Vend nu arbejdet med vrangsiden udad.
8. omgang: 1 lm (vendemaske) * 1 fm, 1 boble* - gentag fra * til * omgangen ud = 42 m.
9. omgang: fm i alle masker = 42 m.
10. omgang: 3 fm, ** *1 boble, 1 fm* - gentag * til * 6 gange, 2 fm** - gentag ** til ** 2 gange. Afslut med 2 fm, *1 boble, 1 fm * - gentag * til * 5 gange, 1 boble = 42 m.
11. omgang: 1 fm i alle masker = 42 m.
12. omgang: 5 fm, ** *1 boble, 1 fm* - gentag * til * 5 gange, 4 fm** - gentag ** til ** 2 gange. Afslut med 4 fm, *1 boble, 1 fm * - gentag * til * 4 gange, 1 boble = 42 m.
13. omgang: 1 fm i alle masker = 42 m.
14. omgang: 7 fm, ** *1 boble, 1 fm* - gentag * til * 4 gange, 6 fm** - gentag ** til ** 2 gange. Afslut med 6 fm, * 1 boble, 1 fm * - gentag * til * 3 gange, 1 boble = 42 m.
15. omgang: 1 fm i alle masker = 42 m.
16. omgang: 9 fm, ** *1 boble, 1 fm* - gentag * til * 3 gange, 8 fm** - gentag ** til ** 2 gange. Afslut med 8 fm, *1 boble, 1 fm * - gentag * til * 2 gange, 1 boble = 42 m
17. omgang: 1 fm i alle masker = 42 m.
18. omgang: 11 fm,** *1 boble, 1 fm* - gentag * til * 2 gange, 10 fm** - gentag ** til ** 2 gange. Afslut med 10 fm, ** *1 boble, 1 fm * - gentag * til * 2 gange, 1 boble = 42 m
19.omgang: 1 fm i alle masker = 42 m.
20. omgang: 13 fm,** 1 boble, 1 fm, 12 fm** - gentag ** til ** 2 gange. Afslut med 10 fm, * 1 boble, 1 fm * - gentag * til * 2 gange, 1 boble = 42 m
21.+ 22. omgang: 1 fm i alle masker = 42 m.
Vend nu retsiden udaf igen, og kanten hækles nu i en anden farve.
23. + 24. runde: 1 fm i alle fm = 42 masker
Bryd garnet og hæft ender.
Man kan vælge at hækle de to sidste omgange i en anden farve, ligesom jeg har gjort, eller bare lave dem i den samme farve som resten af beholderen. Kanten kunne også være en enkel omgang fm hæklet med noget fluffy effektgarn.
Ved den blå har jeg anvendt noget tyndere uldgarn og har hæklet to fastmasker i alle masker. Derefter har jeg hæklet endnu en omgang, hvor jeg har hæklet en fm i alle fm.
Som ved mine andre DIY'er gælder at:
Copyright: Anja Hjorth/Zoomsnoren.
Opskriften må bruges til privatbrug. Ikke til produktion i salgsøjemed. Opskriften må ikke postes andre steder på internettet. Hvis du ønsker at oversætte opskriften til et andet sprog, spørg venligst om lov.
torsdag den 21. august 2014
Bobler på glas
Nina kan godt lide naturmaterialer, så mit valg faldt på uld, og samtidig kunne hun godt lide beholdere - de to ting valgte jeg at tage mit udgangspunkt i.
Jeg hoppede derfor ud i at afprøve at hækle en beholder med bobler. Jeg valgte at placere dem i trekanter for at give den et mere grafisk udtryk.
Til alt held passede størrelsen med et glas, som jeg har købt i Rema. Glasset har indeholdt et stearinlys, og det blev derfor rengjort og sat ned i den hæklede beholder.
Beholderen blev sendt sammen med garnresten af kantfarven, broderigarn af uld og filtkugler fra Søstrene Grene. Broderigarnet var jeg heldig at finde en masse af i en genbrugsbutik i Gram.
Modtageren blev glad for beholderen, så jeg har valgt at lave en DIY på den. Den kan jo bruges til andet end fyrfadslys, fx til hæklenåle, blyanter eller til at sætte en lille plante ned i.
Den kommer på bloggen i løbet af weekenden - måske allerede i morgen. Den har nemlig krævet, at jeg har måttet hækle en mere for at få styr på de noter, som jeg havde lavet.
Etiketter:
#trådoggarn,
beholder,
pennevennepost,
uld
mandag den 18. august 2014
Snoninger, here I come!
Der kom - som forventet - en klud med snoninger i "Klutealongen", og jeg var ved at lade være med at strikke den sidste af de fem, nemlig "Vier".
Men da flere til min sidste klud skrev, at det skulle jeg nok finde ud af, kastede jeg mig ud i det.
Den brede snoning, hvor jeg skulle bruge hjælpepind, var den letteste at finde ud af, men jeg kunne ikke rigtig få de små til at blive pæne... indtil jeg tjekkede Garnstudio og fandt ud af, at man kan lave snoninger, der går over 2 masker uden brug af hjælpepind.
Jeg anede ikke, at det var en mulighed, og straks var det noget lettere at få lavet de 8 små snoninger på hver 4. pind.
Det er altså en fed følelse, når man finder ud af noget nyt - og især når det er noget, som jeg ikke troede, at jeg ville kunne lære så hurtigt. Faktisk troede jeg, at det var meget mere besværligt at strikke snoninger, end det viste sig at være.
Som ved de andre klude har jeg valgt at hækle en kant rundt om hele herligheden og også at hækle en lille hank. Den er i øvrigt strikket i ID-garn fra Coop.
Nu har jeg fem små vaskeklude liggende, klar til brug. Ih, jeg er glad for at have lavet dem!
Og nu slipper I for flere klude-indlæg for en stund ;-)
Etiketter:
Bittamis Design,
bomuldsgarn,
klud,
klutealong,
snoninger,
strik,
vaskeklud
lørdag den 16. august 2014
Linkparty hos Cupcake By Me
...og så endda en gang i måneden :-)
I denne måned har Elena med bloggen Cupcake By Me temaet "De flotte ting, som du har kreeret", så har man noget, man er ekstra stolt af, er det bare at smide et link til det.
Hver måned kommer der et nyt tema, og hver gang kan man være med ved at linke til egen blog.
På den måde kan andre se det, og ikke mindst kan man selv se, hvad andre har lavet - måske man støder på en ny og spændende blog, som er værd at blive fast læser eller følger på.
Jeg deltager i øvrigt med mine hæklede græskarøreringe, som jeg også har lavet et DIY til.
I denne måned har Elena med bloggen Cupcake By Me temaet "De flotte ting, som du har kreeret", så har man noget, man er ekstra stolt af, er det bare at smide et link til det.
Hver måned kommer der et nyt tema, og hver gang kan man være med ved at linke til egen blog.
På den måde kan andre se det, og ikke mindst kan man selv se, hvad andre har lavet - måske man støder på en ny og spændende blog, som er værd at blive fast læser eller følger på.
Jeg deltager i øvrigt med mine hæklede græskarøreringe, som jeg også har lavet et DIY til.
torsdag den 14. august 2014
En lille pakke fra en anden kreativ sjæl
I dag var der endnu en gang noget til mig i postkassen.
Denne gang var det en pakke fra @svendedk, som havde lavet en brødkurv af stofgarn.
Sammen med kurven havde hun sendt to nøgler bomuldsgarn og to poser korkperler med fra Søstrene Grene, og ikke mindst en pose bolsjer. Jeg er på ingen måde en slikmund og meget kræsen på det punkt, men sådanne bolsjer kan min søde tand godt lide :-)
Etiketter:
#trådoggarn,
bomuldsgarn,
hækling,
pennevennepost
mandag den 11. august 2014
Så skal der bages
For en måneds tid siden var jeg igen heldig at vinde en give-away hos MicaMaria.... Jeg har åbenbart været ekstrem heldig i en periode... og grundet ferie har jeg lige modtaget den fine præmie.
Denne gang er det en brødform fra Eva Solo, og den er rigtig smart!
Den slipper med den samme, og man skal hverken brug kniv eller andet for at få det bagte ud af formen. Derudover skal formen kun skyldes under varmt vand.
Jeg er nemlig ikke en særlig stor haj til at bage, så jeg er ret sikker på, at sådan en smart form kan hjælpe mig til at få et bedre resultat :-)
Så nu kan jeg bare komme i gang med at bage brød.
lørdag den 9. august 2014
Augusts "12MOKAC"
...og den er i første omgang hemmelig.
Jeg vil kun afsløre så meget, at det er en amigurumi.
Grunden til at jeg ikke fortæller noget endnu, er, at der er tale om en gave, og jeg har en aftale med Anita fra Photomusen om, at vi laver det sammen.
Opgaverne er fordelt mellem os, og vi har sammen indkøbt garn.
Det er lidt af en udfordring, for der er noget, som jeg ikke ved, om det kan lade sig gøre - eller kommer til at se rigtigt ud - men det er også spændende at springe ud i den slags projekter, hvor man ikke helt ved, om man ender med at kunne bunde eller om "man bliver nødt til at sejle tilbage" og starte forfra eller finde på noget andet. :-)
onsdag den 6. august 2014
Klematis i turkis
Den fjerde og andensidste klud i "Klutealong"'en er færdig, "Klematis".
Jeg valgte turkis bomuldsgarn fra Søstrene Grene, og jeg er positiv overrasket over garnet. Det er lækkert at have i hænderne og ikke så løst spundet, at det "skiller".
Mønstret er ret fint, synes jeg. Igen med et hulmønster i siderne, og det er ret elegant.
Det har været dejligt at sidde med bomuldsgarn på de varme dage - og igen, jeg kan godt lide de små projekter, som samtidig er ting, man kan bruge.
Nu mangler jeg så kun den sidste, "Vier", men den indeholder snoninger, noget som jeg aldrig har prøvet før. Kun en enkel gang, da jeg læste håndarbejde som linjefag på seminariet. Det var en kamp at gennemskue - dengang.
Min mand siger, at det skal jeg nok finde ud af, og det kan jeg nok også godt, så det ender nok med, at jeg kaster mig ud i den alligevel. Bare for udfordringens skyld - og så er det også sjovere at have strikket alle 5 i udfordringen. Så har jeg jo gennemført udfordringen, og det giver mere en følelse af tilfredshed, end hvis jeg springer den sidste over.
Etiketter:
Bittamis Design,
bomuldsgarn,
klud,
klutealong,
strik,
vaskeklud
mandag den 4. august 2014
Primulatæppeprojektet - status
Her i ferien har jeg igen genoptaget tæppehækleriet - som nogle af jer også har set på Instagram, og Liv spurgte for et par uger eller tre, om jeg ville vise, hvor langt jeg var kommet.
I skrivende stund består selve tæppestykket af 188 sammenhæklede blomster, og næsten alle ender på dem er hæftet. Det gør jeg undervejs, så jeg ikke kommer til at sidde til sidst og skal hæfte maaaange ender, for der er mange ender - helt nøjagtig seks pr. blomst. Jeg har besluttet, at jeg vil bruge tid på at hæfte ordentligt, for en læser skrev til mig, at hvis man ikke er omhyggelig, "smutter" de op. Det ville være ret synd og skam, når nu det er et meget stort projekt. Så hellere bruge nogle ekstra timer på at gøre det grundigt.
Udover de 188 sammenhæklede blomster har jeg lidt over 200 blomster liggende, som kun mangler den sidste omgang. Alene det, at jeg valgte at sætte system i hæklingen har øget motivationen til at hækle videre fordi tæppet ret hurtigt vokser nu.
Når de 400 blomster er sammenhæklet, mangler jeg stadig 125 i forhold til opskriften og alle de halve. Dem er der også en del af, og så skal der købes garn ind til kanten. Hvilken farve den bliver, ved jeg stadig ikke, så jeg vælger nok at tage tæppet med ned til garnbiksen og afgøre det der.
Alt i alt betyder det, at jeg er tæt på at kunne sige, at jeg er halvvejs. Det er også en slags milepæl :-)
Alle farvekombinationer med de to inderste farver blev hæklet og var organiseret... |
lørdag den 2. august 2014
Om ferie og kreakøb - del 2
I dag er det næsten to uger siden, at jeg kom hjem fra årets sommerferie, der også denne gang gik til nabolandet mod syd.
Som jeg skrev om i går, gik turen i år til Heidelberg, Weimar, og turen endte i den gamle østtyske by, Magdeburg. Vi valgte også at køre tidligere end først planlagt til byen, og det sparede os for nogle problemer.
Det var det lige netop det ophold, som jeg havde glæder mig allermest til i ferien, idet vi havde booket et hotelværelse på hotellet "ARThotel Magdeburg" beliggende i "Die grüne Zitadelle", der er tegnet og designet af en af mine absolutte yndlingskunstnere, Friedensreich Hundertwasser. Lad mig bare sige så meget, at det levede fuldstændig op til min forventninger! Flot, imponerende, fede detaljer og total bunt!
Die grüne Zitadelle set fra Breiter Weg, Magdeburg I komplekset ligger bla. hotel, 55 lejligheder, butikker, cafe, børnehave og også et lille "museum". |
At vi fandt frem til netop dette hotel i netop denne bygning skyldtes vores besøg på Arken tidligere på året, hvor der var en udstilling om kunstneren, og der så jeg også modellen af "Die grüne Zitadelle". Det ville jeg rigtig gerne se i virkeligheden! Min mand søgte senere på hoteller i Magdeburg, og sørme om der ikke lå et i
selve komplekset.
Die grüne Zitadelle, Magdeburg |
Die grune Zitadelle - set indenfra i en af de to "gårde" |
Vi nåede at tjekke ind og forlade hotellet inden kl. 18, hvor alle i en radius på 500 meter fra bomben skulle forlade området, da den skulle destrueres. Efter kl. 21.40 kunne vi vende tilbage til hotellet.
Die grüne Zitadelle - selv hotelgangen var anderledes med bla. lyserødt lys og nogle steder kom der duft ud. Selvfølgelig er der få lige linjer - ligesom Hundertwasser ville have det. |
"Udsigten" fra vores terrasse. Børnehaven "FriedensReich" lå bag gitteret. |
Solen brændte ret kraftigt i de tre døgn, hvor vi var i byen, så aktivitetsniveauet lå på et minimum. Vi fik dog set nogle kirker, bla. gik vi op ad en gammel middelaldertrappe i et kirketårn for at kunne nyde udsigten ud over byen. Vi gik også ud til en park i udkanten af byen, men vi valgte at tage sporvognen tilbage igen, da vi ikke syntes, at der var noget interessant der. Havde vi haft børn, havde stedet været et mekka!
Det har været en rigtig skøn ferie, hvor vi har hygget og taget det roligt og bare "været til". Sommervejret har oveni vist sig fra sin allerbedste side!
Det kunne ikke blive meget bedre.
Okay, I får også det billede af mig, som min mand godt kan lide |
Etiketter:
ferie,
garn,
Hundertwasser,
sokkegarn,
Tyskland
fredag den 1. august 2014
Om årets sommerferie og kreakøb - del 1
I dag er det næsten to uger siden, at jeg kom hjem fra årets sommerferie, der også denne gang gik til nabolandet mod syd.
Vi havde to overnatninger i både Heidelberg og Goethes by, Weimar, og tog slutteligt efter nogle timers ophold i Quedlinburg til den gamle østtyske by, Magdeburg.
Vi har efterhånden besøgt rigtig mange tyske byer, for Tyskland er et absolut yndet rejsemål for os. Landet har ufatteligt meget at byde på - ikke kun hovedstaden Berlin, som sammen med Hamburg er blevet mål for mange danskere - men også de mindre byer synes vi er et besøg værd.
I år havde vi valgt tre steder, hvor vi ikke havde været før, og som vi havde en formodning om også kunne tilbyde noget kulturelt, hygge og ikke mindst tysk kultur.
Vores første stop var Heidelberg - på dagen for VM-finalen i fodbold. De af jer, der har læst med tidligere, ved, at min favorit fra start var Tyskland, så vi så frem til at skulle se finalen i Tyskland.
Vi havde tjekket forskellige public views ud, men da vejret var ret usikkert, og der med jævne mellemrum kom et skyl fra oven, valgte vi til sidst at se finalen på hotellet. Det endte også med at være ret hyggeligt i selskab med en kineser, en australier, to fra Polen, et par andre danskere, nogle som vi ikke kunne "lokalisere" deres sprog, og selvfølgelig nogle tyskere.
Det gav en hel speciel stemning med så mange nationaliteter, der alle heppede på samme hold, nemlig Tyskland - det blev tydeligt, da Mario Götze endelig sparkede bolden i mål i overtid og derved sikrede tyskerne deres fjerde vm-titel. Nå ja, de sikrede også, at der gik 375 kr ind på min bankkonto, idet jeg havde oddset på dem som de endelige vindere af hele turneringen.
I Heidelberg holdt jeg mig i skindet og købte faktisk hverken garn eller bøger.
Vi var selvfølgelig oppe på borgen, som byen er mest kendt for, og efterfølgende tog vi turen mod Philosophenweg. For at komme frem til Philosophenweg, måtte vi gå op ad en stejl trappe, hvor bevoksningen var så tæt, at det grundet sommervarmen næsten var som at gå i en regnskov.
Der var rigtig mange trin, og hele tiden håbede vi på at være ved vores mål, hver gang vi gik rundt om et hjørne. Turen kunne mærkes i mine ben, der sitrede efter endelig at være nået op til Philosophenweg, men er man i Heidelberg, skal man ikke snyde sig selv for at komme til at se byen i "skyline" med slottet oppe på bjerget, byen beliggende nedenfor og med Neckar løbende i dalen. Det er et rigtigt smukt bjerglandskab! Jeg må blankt indrømme, at jeg i det øjeblik fik en ide om, at næste sommerferie gerne må gå til et sted med bjerge. ;-)
Heidelberg med slottet yderst til venstre |
Alle gæster stod på gaden - min mand i bare tæer, han nåede ikke at få sko på - da brandbilerne kom for at konstatere, at der heldigvis ingen brand var, og efter en halv time lå vi igen i sengen.
Dog fandt jeg i ud af, hvordan jeg reagerer i sådan en situation - alt foregik mere eller mindre instinktivt.
Vi tog derefter til Goethe og Schillers by, Weimar.
Den berømte statue - der var bygget en scene op omkring den, da den var med i et skuespil |
Jeg bestod begrænsningens kunst og købte kun en bog med hjem, nemlig en med strikkede hjerter.Det blev "Stricken mit Herz" (foto først i indlægget), fordi jeg synes, at den har mange ideer til, hvordan man udfra en grundopskrift kan lave så mange forskellige udtryk.
Weimar er en hyggelig by, som er båret af at være den by, hvor Goethe boede og levede, og også er begravet. Hans hus står næsten som dengang, men vi valgte ikke at se det indenvendigt, ej heller at se hans grav. Vi var dog på "Alter Friedhof", hvor han ligger begravet, men indgangsprisen for at se graven var i den høje ende set i lyset af, hvad man reelt får for pengene.
Alter Friedhof Weimar |
Inden vi ankom til den sidste destination på vores ferie, Magdeburg, valgte vi at tage en afstikker til den gamle by, Quedlinburg - faktisk den by, hvor vi mødte flest danskere.
Quedlinburg, der består af utrolig mange smukke og rigtig gamle bindingsværkshuse, så der er forståeligt, at mange tager dertil. Når man går gennem byens gader, føler man sig taget flere hundrede år tilbage i tiden. Det er virkelig hyggeligt, og der emmer på en eller anden måde af ro.
Ældste bindingsværkshus i Quedlinburg |
Garnbiks :-) |
I en kurv var der desuden en masse strikkehæfter. Jeg fandt et, som jeg synes, indeholder nogle lidt anderledes forslag til, hvordan diverse effektgarner også kan bruges til beklædning.
Fra opskriftshæftet, hvis forside ses øverst i indlægget:
Vi nød en Eisschokolade og tog en tur rundt i byen, og selvom vi mistede stedsansen,endte vi på mærkværdig pludselig lige i nærheden af vores bil.
Beslutningen blev, at vi så ligeså godt kunne tage den korte tur til Magdeburg, selvom vi havde kalkuleret med at blive i Quedlinburg til aftenstid. Det skulle vise sig at være et smart træk!
Fortsættelse følger i morgen med del 2.
Etiketter:
ferie,
garn,
kreative bøger,
sokkegarn
Abonner på:
Opslag (Atom)