Viser opslag med etiketten uld. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten uld. Vis alle opslag

søndag den 1. oktober 2017

Et færdigt englesjal

I sidste weekend fik jeg færdiggjort englesjalet, som jeg viste frem tidligere.



Jeg har hæklet det i estisk uld købt hos Strikkepinden - det er lidt groft og kradsende - men jeg kan godt lide farveforløbet i garnet. Jeg er lidt forsigtig med at vaske uld i vaskemaskinen, så jeg har indtil videre kun vasket alt uld i hånden. Det gør ikke garnet så meget blødere, så jeg må snart tage mig sammen til at lave en hækle/strikkeprøve og vaske den i maskinen, så jeg kan se, hvordan min maskine opfører sig over for uld. 😉 Jeg er nemlig ret sikker på, at maskinvask vil gøre noget godt for de uldkvaliteter, som er mere kradsende før vask, da jeg ofte læser, at det bliver blødt efter vask.

I alt har jeg brugt 200 gram garn.



Opskriften findes hos Lise Franck. Den findes både på skrift og som diagram.

Jeg har efterfølgende spændt sjalet ud, så det flotte mønster kommer til sin ret.
Den fine kant, som man hækler til sidst, giver så fin en afslutning, synes jeg.



tirsdag den 13. december 2016

Julekugler

I forbindelse med den igangværende adventsgiveaway har  jeg hæklet nogle julekugler.



Faktisk faldt jeg for dem med det samme, jeg så dem i hæftet fra Sandnes.
Det er den lille "isblomst" på toppen, som gør dem så fine og også vinterlige.



De er superlette at hækle - også selv om jeg måtte lave to om, da min hæklefasthed havde ændret sig undervejs.
Kuglerne er hæklet i uldgarnet "Sisu".


fredag den 22. august 2014

DIY: Boblende beholder


Som lovet i gårsdagens indlæg får I min opskrift på en hæklet beholder, som var en gave til en af kvinderne i pennevenneposten.
For at få boblerne på ydersiden, er boblemønstret hæklet med vrangen udad. Boblerne danner i alt tre trekanter rundt om beholderen.

Garnet, som jeg har anvendt, er råhvidt Mor Aase-garn fra Sandnes, som er 100% uld. Ved den sorte kant har jeg brugt samme garnkvalitet, mens det petroliumsblå er en rest tyndt uldgarn. Der valgte jeg grundet det tynde garn at hækle to fastmasker i hver fastmaske.

Hvis du helst vil have opskriften i pdf-format, finder du den her.




Materialer:
Garn, der passer til nål 3. Jeg har anvendt Mor Aase-uldgarn fra Sandnes i råhvid og en rest i en anden farve. Ved den blå er det et noget tyndere garn. De sorte er samme kvalitet som det råhvide..
Hæklenål nummer 3.
“Beholder” til at sætte ned i det hæklede - ca. 6½ cm i diameter. Min er et glas, hvor der har været et lys i og er købt i Rema1000.
En maskemarkør til at markere omgangens start.


Forkortelser:
m = maske
lm = luftmaske
fm = fastmaske
stgm = stangmaske
km = kædemaske
boble = hækl en stgm i fm, men træk ikke garnet gennem de to sidste løkker. Lav endnu en stgm, og lad igen være med at trække garnet gennem de to sidste løkker. Nu har du 3 løkker på nålen. Fortsæt til du har 5 løkker. Træk nu garnet gennem alle 5 løkker.


Sådan gør du:
Hækl to lm.
1. omgang: 6 fm i første lm = 12 fm.
2. omgang: * 1 lm, 2 fm i næste m* - gentag fra * til * omgangen ud = 18 fm.
3. omgang: * 2 lm, 2 fm i næste m* - gentag fra * til * omgangen ud = 24 fm.
4. omgang: * 3 lm, 2 fm i næste m* - gentag fra * til * omgangen ud = 30 fm.
5. omgang: * 4 lm, 2 fm i næste m* - gentag fra * til * omgangen ud = 36 fm.
6. omgang: * 5 lm, 2 fm i næste m* - gentag fra * til * omgangen ud = 42 fm.
7. omgang: Hækl fm i bagerste maskeled i alle masker = 42 fm.
Vend nu arbejdet med vrangsiden udad.
8. omgang: 1 lm (vendemaske) * 1 fm, 1 boble* - gentag fra * til * omgangen ud = 42 m.
9. omgang: fm i alle masker = 42 m.
10. omgang: 3 fm, **  *1 boble, 1 fm* - gentag * til * 6 gange, 2 fm** - gentag ** til ** 2 gange. Afslut med 2 fm, *1 boble, 1 fm * - gentag * til * 5 gange, 1 boble  = 42 m.
11. omgang: 1 fm i alle masker = 42 m.
12. omgang: 5 fm, **  *1 boble, 1 fm* - gentag * til * 5 gange, 4 fm** - gentag ** til ** 2 gange. Afslut med 4 fm, *1 boble, 1 fm * - gentag * til * 4 gange, 1 boble  = 42 m.
13. omgang: 1 fm i alle masker = 42 m.
14. omgang: 7 fm, **  *1 boble, 1 fm* - gentag * til * 4 gange, 6 fm** - gentag ** til ** 2 gange. Afslut med 6 fm, * 1 boble, 1 fm * - gentag * til * 3 gange, 1 boble  = 42 m.
15. omgang: 1 fm i alle masker = 42 m.
16. omgang:  9 fm, **  *1 boble, 1 fm* - gentag * til * 3 gange, 8 fm** - gentag ** til ** 2 gange. Afslut med 8 fm, *1 boble, 1 fm * - gentag * til * 2 gange, 1 boble  = 42 m
17. omgang: 1 fm i alle masker = 42 m.
18. omgang: 11 fm,**  *1 boble, 1 fm* - gentag * til * 2 gange, 10 fm** - gentag ** til ** 2 gange. Afslut med 10 fm, **  *1 boble, 1 fm * - gentag * til * 2 gange, 1 boble  = 42 m
19.omgang: 1 fm i alle masker = 42 m.
20. omgang: 13 fm,** 1 boble, 1 fm, 12 fm** - gentag ** til ** 2 gange. Afslut med 10 fm, * 1 boble, 1 fm * - gentag * til * 2 gange, 1 boble  = 42 m
21.+ 22. omgang: 1 fm i alle masker = 42 m.

Vend nu retsiden udaf igen, og kanten hækles nu i en anden farve.
23. + 24. runde: 1 fm i alle fm = 42 masker
Bryd garnet og hæft ender.

Man kan vælge at hækle de to sidste omgange i en anden farve, ligesom jeg har gjort, eller bare lave dem i den samme farve som resten af beholderen. Kanten kunne også være en enkel omgang fm hæklet med noget fluffy effektgarn.
Ved den blå har jeg anvendt noget tyndere uldgarn og har hæklet to fastmasker i alle masker. Derefter har jeg hæklet endnu en omgang, hvor jeg har hæklet en fm i alle fm.

Som ved mine andre DIY'er gælder at:


Copyright: Anja Hjorth/Zoomsnoren.

Opskriften må bruges til privatbrug. Ikke til produktion i salgsøjemed. Opskriften må ikke postes andre steder på internettet. Hvis du ønsker at oversætte opskriften til et andet sprog, spørg venligst om lov.

torsdag den 21. august 2014

Bobler på glas



@Syslerier med fornavnet Nina var en af de to kvinder, som jeg her i august i #tråd og garn-pennevennepost skulle sende pakker til.
Nina kan godt lide naturmaterialer, så mit valg faldt på uld, og samtidig kunne hun godt lide beholdere - de to ting valgte jeg at tage mit udgangspunkt i.

Jeg hoppede derfor ud i at afprøve at hækle en beholder med bobler. Jeg valgte at placere dem i trekanter for at give den et mere grafisk udtryk.

Til alt held passede størrelsen med et glas, som jeg har købt i Rema. Glasset har indeholdt et stearinlys, og det blev derfor rengjort og sat ned i den hæklede beholder.
Beholderen blev sendt sammen med garnresten af kantfarven, broderigarn af uld og filtkugler fra Søstrene Grene. Broderigarnet var jeg heldig at finde en masse af i en genbrugsbutik i Gram. 

Modtageren blev glad for beholderen, så jeg har valgt at lave en DIY på den. Den kan jo bruges til andet end fyrfadslys, fx til hæklenåle, blyanter eller til at sætte en lille plante ned i.
Den kommer på bloggen i løbet af weekenden - måske allerede i morgen. Den har nemlig krævet, at jeg har måttet hækle en mere for at få styr på de noter, som jeg havde lavet.