onsdag den 30. august 2017

Musemobilcoveret er i Hendes Verden i denne uge



I denne uge er musemobilcoveret at finde i Hendes Verden.

Coveret, som er er afbildet, er med hank, som kan afmonteres vha. carabinhager.
Svigermor ønskede sig et musecover, hvor hun også kunne bruge det som taske, så derfor endte det ud med en udgave med hank.

Opskriften finder du i øvrigt HER.




søndag den 13. august 2017

DIY: Hæklet flagranke



I dag er det min fødselsdag, og det skal fejres med en gratis opskrift på en hæklet flagranke.

Jeg er glad for at bruge bobler som udgangspunkt for at lave mønstre.
Fx er det blevet til grydelapper som Dannebrog, men også lapper med kaffekopper, I 💝mor-tekst og et sæt med kys til Scleroseforeningen.

De små flag er lette at hækle, når man først ved, hvordan man hækler en boble. Den største udfordring er at udgå at få for mange ender at hæfte. Det finder du også hjælp til i opskriften.


Opskriften på "Hæklet flagranke" finder du HER.


Copyright: Zoomsnoren
Opskriften må anvendes i privat øjemed, og produktet må gerne sælges, så længe der ikke er tale om masseproduktion. Opskriften må dog ikke postes andre steder på nettet, sælges, videregives til andre pr. mail eller oversættes uden mit skriftlige samtykke.
Hvis din veninde også godt kunne tænke sig et eksemplar af opskriften, del da i stedet linket hertil. 



søndag den 30. juli 2017

Hotel of bees-shawl - et mere udfordrende projekt



I april og majmåned var "Hotel of bees"-sjalet en CAL i en gruppe på Ravelry, men jeg havde ikke tid til at igangsætte endnu et projekt, men opskriften købte jeg.


Jeg glædede mig til at hækle det, fordi jeg kunne se, at det bestod af forskellige mønsterdele, og derved bød det på flere udfordringer undervejs.
Derfor skulle det være mit sommerferieprojekt, men jeg snød og gik i gang lidt før ;-)

Det er lidt over en uge siden, at jeg fik det færdigt, skyllet op og spændt ud, så hulmønstrene fremstår tydeligere.

To forskellige bikubemønstre og rækken af små biger mellem de to multifarvede striber.


Sjalet har jeg hæklet i Blackhill Højlandsuld fra Garnudsalg.
Farverne er Lys lyng, Flødeskum og det lilla/pinke garn er farven Kaffefløde, som jeg har håndfarvet ved sidste års garnfarvningskursus hos Rebekka Drewes i Flensburg.

Små bier mellem de to hvide striber samt sekskantede bikuber.


Vinger og bikubehuller.
Jeg er helt pjattet med måden, som designeren har tænkt bier ind i mønstrene.

Opskriften er ret velskrevet, og der er del tips undervejs, så det var ikke svært at forstå, hvad jeg skulle gøre, selvom den er på engelsk.





fredag den 7. juli 2017

Den sidste ende på primulatæppet er hæftet...

..., og således er et projekt, der blev igangsat for lidt over 4 år siden, nået i mål!



Mit tæppe har været et evighedsprojekt, som jeg med jævne mellemrum har hæklet på.
I forrige uge tænkte jeg, at nu var det på tide at få det færdiggjort, og ret hurtigt kunne jeg se, at der ikke var så langt vej endnu.

Jeg manglede at hækle to rækker blomster på - det viste sig dog, at grundet den måde, hjørnerne skal laves, kunne jeg nøjes med en, og så var der kanten og de resterende halve blomster.


Jag valgte at hækle alle halve i ensfarvet grønt garn, da jeg ikke bryder mig om de halves udseende. Kanten har jeg lavet i samme farve. Min plan med den var at lave den bredere og anderledes end i opskriften, men da jeg havde hæklet den første omgang magen til opskriften, kunne jeg godt lide den i samspil med de halve, og derfor blev det ved det. Jeg måtte dog lave flere dobbelte stangmasker i hver maske, idet det med min hæklefasthed ville blive for stramt og derved bule.



Da der manglede kun ca. 30 cm kant, løb jeg tør for det mørkegrønne, så jeg måtte til min lokale garnbiks, Martha i Kolding, og købe noget mere. Jeg var en smule bekymret for, om jeg ville kunne få en indfarvning, som var tæt eller magen til den, som mit garn havde - det var immervæk et år siden, at jeg købte garnet til kanten. Heldet var med mig, for på hylden med Arwetta Classic, fandt jeg et enkelt nøgle med samme partinummer som det gamle - hvor heldig har man lov at være?

Mit tæppe i tal:
I alt har jeg lavet 20 x 29 hele blomster = 580 blomster
I alt 20 halve på den ene led og 15 på den anden = 70 halve blomster
Ender hæftet: 6 pr hele blomst og 2 pr halve samt 4 på kanten = 3.480 +140 + 4 = 3.624 ender
Garn anvendt = næsten 3 nøgler af hver farve (9 farver i alt) = 2.061 gram garn.
Færdige mål - ca: 140 x 175 cm



tirsdag den 4. juli 2017

Sommerkjole i garn fra lageret

For nogle år tilbage købte jeg 16 nøgler Mandarin Petit til en fordelagtig pris. Jeg vidste ikke, hvad det skulle bruges til.



Jeg har brugt lidt af det til småprojekter, men jeg har aldrig haft en ide om at anvende det til noget større - 16 nøgler er immervæk lidt.
Da jeg ikke bryder mig om tæpper i 100% bomuld, skulle det være til beklædning.

I mit sidste indlæg fortalte jeg lidt om projektet, og nu er jeg nået i mål efter flere gange at have pillet op, men jeg har en tendens til ofte at lave det lidt for stort. Jeg troede, at for- og bagstykke var blevet for smalle, men det viste sig ved nærmere afprøvning, at de var ca. 8 cm for brede i stedet!
Det betød, at jeg måtte pille et godt stykke op og lave flere indtagninger.


Da jeg gerne ville have, at kjolen blev hæklet i det samme garn, købte jeg noget ensfarvet garn til kant og stropper.

Jeg er blevet ret godt tilfreds med det færdige resultat. Der er plads til små forbedringer, men kjolen er behagelig at have på, og der gik noget mindre garn til projektet, end jeg havde troet.
Kun ca. 6 nøgler af det multifarvede og et nøgle ensfarvet - som jeg i øvrigt købte tre i alt af, så nu har jeg to nøgler til lageret. 😎



Nærmere detaljer:
Jeg har hæklet kjolen i to stykker - et for- og et bagstykke.
Kanten over brystet og ryggen er også hæklet på hvert sit stykke.
Stropperne er hæklet direkte på fra forstykket og syet fast på bagstykket. De er justeret, så de gerne skulle dække bh-stropperne.
Derefter er de to stykker hæklet sammen i siderne.
til sidst er kanten forneden hæklet på og i spiral.

onsdag den 14. juni 2017

På hæklenålen i juni

For et par uger siden startede jeg et nyt hækleprojekt op.

For nogle år siden købte jeg noget bomuldsgarn, Mandarin Petit fra Sandnes, for en fordelagtig pris. Faktisk gav jeg kun 5 kr pr. nøgle, så dengang købte jeg vel 15 nøgler.

Det har altid været min tanke, at det skulle bruges til et større projekt, og valget faldt på at hækle en kjole til mig selv.
Jeg har taget springet og hækler uden opskrift.

Inden jeg gik i gang, afprøvede jeg forskellige mønstre, og det skulle i så fald være enkelt, idet garnet er spraglet. Jeg synes, at mønstre i multifarvede garner med korte farveskift ofte forsvinder i farverne.

Jeg afprøvede zig-zagmønstre, men kunne ikke få det til at fungere.



Derfor endte jeg med at hækle i stangmasker - i hvert fald indtil videre.
Jeg har taget udgangspunkt i mål fra en kjole, som jeg har i forvejen.

Da bomuld er et sommergarn, og farverne er sommerlige, skulle det gerne ende ud i en sommerkjole.
Indtil videre har jeg en ide om, at den skal have lidt brede stropper.
Status er, at jeg næsten har hæklet for- og bagstykket, men de er lige smalle nok, så i denne uge smutter jeg i den lokale garnbiks efter mere garn i samme mærke - og ensfarvet, som gerne skulle matche det multifarvede.