I stuen har jeg en stor kasse med låg stående, hvori der ligger en masse strikke- og hækleting mellem hinanden.
Således har der meget længe ligget et næsten færdigt halstørklæde strikket i rib og i det lækre Eskimogarn fra Drops. Faktisk er det mit første strikkeprojekt, som jeg gik i gang med, da jeg for over fire år siden via et kvindeforum meldte mig til et nørkletræf.
Jeg husker stadig hvilken følelse, det gav mig, da jeg havde slået maskerne op til halstørklædet og kom i gang med at strikke. Jeg har siden min barndom kunnet strikke ret, vrang, slå masker op og lukke af, så det var let at komme i gang med det igen. Den følelse af at skabe noget sammenholdt med det fælles- og venskab, som strikningen lagde op til, har langt hen ad vejen været drivkraften for, at jeg er fortsat med at strikke og senere blev selvlært hækler.
Tilbage til halstørklædet, som jeg aldrig vil komme til at bruge. Det var (for) tykt, så jeg har hele tiden gemt det med den bagtanke en dag at pille det op og genbruge garnet.
Den dag kom i går, hvor jeg nu havde et egnet projekt til garnet, nemlig en MyBoshi-hue med skygge.
For næsten et år siden købte jeg nemlig på en ferie de to første MyBoshi-bøger, som er fyldt med fede modeller, og når jeg ser alle de flotte huer, som deltagerne i vinter-OL har på, så er det nærliggende at hækle en til mig selv.
I går gik jeg også i gang med "Tokio"-modellen fra den første MyBoshi-bog, "Mützenmacher", og i skrivende stund mangler jeg kun at hæfte en enkel ende.
Mere om den i et senere indlæg.
Sammen med halstørklædet lå også to pulsvarmere, som jeg har strikket i samme garn, og som kun mangler at blive syet sammen.
De bliver ikke pillet op, men bliver syet sammen, og så påtænker jeg at hækle en lille kant yderst ved fingrene.
