søndag den 28. januar 2018

Ikke se, ikke høre, ikke tale



En ung kvinde, som jeg følger på Instagram, og som jeg også har mødt i virkeligheden, er ret vild med aber og især Kay Bojesens træabe.

Hun er en af de kvinder, som jeg synes, trænger til en smule forkælelse, så jeg gjorde noget, som jeg aldrig troede, at jeg skulle gøre. Jeg kastede mig ud i at hækle hele tre af KB-aben. For mig var det en stor udfordring, for jeg er ikke fan af at hækle den. Faktisk har jeg haft den holdning, at de to, som jeg har hæklet, er riiiigeligt. 



Denne gang valgte jeg at følge de ændringer, som Annette Heintze har lavet, så aben mere er lig træudgaven. Opskriften findes HER og som pdf HER.

Samtidig valgte jeg også at hækle som på samlebånd, altså at hækle de samme dele til alle tre aber på en gang. Ved armene og benene - 6 af hver - resulterede det dog i, at huden på min langemand sprækkede - i øvrigt de dele af aben, som gør, at jeg ikke har været vild med at hækle den.



Overraskende gik det noget hurtigere og lettere, end jeg troede, og disse tre var sammenlagt noget mindre udfordrende for min tålmodighed end de to andre.

Armene var jeg nødt til at sy fast i positionerne som "ikke se", "ikke høre" og "ikke tale".

Modtageren blev rigtig glad og overrasket - og så er arbejdet med dem det hele værd! 💙




Det med småt - for en god ordens skyld:
Jeg har ikke modtaget betaling for hverken aber eller materialer dertil. Således har jeg intet tjent på aberne, hvorved at ophavsrettighederne fra Bojesen-familien er respekteret og fulgt.
Det betyder også, at jeg ikke hækler aben på bestilling.


lørdag den 6. januar 2018

Status på 2017 - i billeder

Jeg har samlet alle mine færdighæklede projekter i en collage.
Det er blevet til en del - og mere end jeg lige troede.
Nogle af tingene har jeg ikke haft vist her tidligere, så der vil komme indlæg om nogle af tingene senere her i januar.




Det er dog ikke blevet til så mange strikkede ting.
I perioder har jeg ligefrem savnet de to pinde, og det fortæller mængden af færdige projekter mig også, hvorfor 😉👇
De store briller er med begge steder, idet de både er strikket og hæklet.
Den lille sprutte er kommet med, selvom den er hæklet, for jeg har ikke et billede af djævlehuen alene.



💙Rigtig god lørdag! 💙

onsdag den 3. januar 2018

Den første spæde start med en ny teknik



Lige inden nytår tog jeg fat på en - for mig - ny teknik, nemlig tunesisk hækling, også kaldet hakning.

Min mor har for et stykke tid siden fået en hakket klud af en kvinde, og hun er glad for den og omtaler den som den bedste, hun har.
Derfor lovede jeg hende, at jeg kunne forsøge at lave nogle til hende også.

Udstyret havde jeg - eller det vil sige, at jeg måtte låne en hakkenål i en anden str. af min søster - og så var det bare at gå i gang med hjælp fra en video på YouTube.

Den ene kant drillede mig, men efterhånden fik jeg gennemskuet, hvor nålen skulle stikkes ned. Det krævede dog, at jeg måtte pille op nogle gange, fordi maskeantallet ikke passede, men blev mindre.

Kanterne har det med at rulle ret meget, så jeg baksede efterfølgende med at hækle en kant. Det endte med at blive en omgang fastmasker efterfulgt af en omgang med reliefstangmasker. Den fungerer rigtigt godt og forhindrer næsten, at de to af kanterne ruller.

I hvert fald er der nu en klud klar til min Mutti.



Nu har jeg bestilt nogle hakkenåle i metal - desværre ikke til at sætte wire på, som den har jeg. Den, jeg har, er i træ, og jeg kan ikke få arbejdet til at glide ordentlig på træ. Det samme er tilfældet, når jeg strikker.
Jeg tænker, at dem, jeg har bestilt, er fine nok til det behov, jeg har lige nu. Ellers må jeg med tiden se, om jeg kan finde en løsning med både metalnål og wire.

mandag den 1. januar 2018

Godt nytår!



Her den 1. januar:

🎇Rigtig godt nytår i blogland og til alle mine læsere 🎇


Ovenstående hæklerier er et produkt til en konkurrence, der løb i en af hæklegrupperne på Facebook. Nej, jeg vandt ikke, men jeg er faldet lidt for grisen, der er ret hyggelig.


Opskriften på grise-coasteren findes HER.
Opskriften på vinglasholderen findes HER.
Den strikkede blomst i guld er fra bogen "Aschehougs Strikkebog".