mandag den 31. december 2012

Godt nytår!


2012 synger på sidste vers, så...



... med ønsket om et fantastisk år 2013.


Tak for alle kommentarer til mine indlæg. Det er altid skønt med nogle tilbagemeldinger.
Jeg troede ikke, at jeg nogensinde skulle begynde at blogge, men jeg nyder det, og ikke mindst er det hyggeligt og interessant at læse med hos en masse andre. Ingen tvivl om, at det er inspirerende! 

* Tak *

lørdag den 29. december 2012

Min blå orkidé

Indrømmet, jeg har en forkærlighed for orkideer. De er smukke, fås i mange spændende udgaver og ikke mindst er de så lette at holde liv i. Faktisk er det nogle af de få planter, som ikke dør efter forholdsvis kort tid herhjemme.

For ikke så længe siden fandt jeg en i en smuk, kongeblå udgave, og ja, den måtte bare med hjem!


torsdag den 27. december 2012

En af årets hjemmenørklede julegaver...

...var en cardigan, som jeg endelig fik lavet færdig.

Jeg har før blogget om den (HER), og da så det således ud i slutningen af juni:



Det holdt dog hårdt undervejs, for efter en sej kamp med fejl i opskriften, eller lad os sige udeladte instrukser, gik jeg død efter at have strikket den ene ærme færdigt. Jeg har vel strikket det, der svarer til det dobbelte, men jeg måtte pænt pille op, pille op og pille lidt mere op!
Samtidig var der ikke nok af det lilla garn, men heldigvis fik jeg fat i et nøgle mere i samme partifarve!
Så jeg måtte i tidsnød, før jeg 8 dage før jul tog mig sammen og kom i gang med ærme to. Det var det eneste, jeg manglede, og med ærme to gik det smertefrit.

Modtageren blev rigtig glad for den, så det hele endte jo godt:-)




onsdag den 26. december 2012

Hæklet mis

Jeg faldt pladask for Jiji - the cat, og da en veninde er glad for katte, valgte jeg at hækle en til hende.
Katten er hæklet i dobbelt akrylgarn og fyldt ud med pudefyld fra Ikea.
Jeg har broderet øjnene i stedet for at lave dem i filt, og den har fået en sløjfe om halsen.





lørdag den 22. december 2012

fredag den 21. december 2012

Strikkenissekonen

Fra min farmor har jeg arvet en sød nissekone. Den sidste jul, hvor farmor levede, fik jeg lov at vælge noget af hendes julepynt, og et af mine valg faldt på hende her.
Den er en gave fra en af min farmors søskende, som faktisk stadig lever og har rundet de 90 år. Hun fik den, fordi søsteren syntes, at hun mindede om min farmor med strikketøjet.

Den gang, jeg fik den, strikkede jeg ikke, så lidt sjovt at den nu bor hos mig.


onsdag den 19. december 2012

Kryddersalte II


Vi er blevet rigtig glade for sesamsalt her.
Det smager godt på alt muligt - bare prøv!


SESAMSALT:
75 g groft salt
200 g. sesamfrø

Rist sesamfrøene på en tør pande, til frøene er lysebrune.

Blend salt og sesam.

Kom det på glas.


PIZZAKRYDDERI:
3 spsk. tørret oregano
1 spsk. basilikum
2 spsk. timian
1 spsk. hvidløgssalt (se under opskrifter)
Evt. chiliflager, hvis man kan lide det lidt stærkt!

Bland det hele og kom det på glas.

Hvis man er vild med timian, så kom mere af det i, ja tilpas det lige, som du kan lide det.


mandag den 17. december 2012

På pindene lige nu

I et stykke tid har jeg haft en plan om at ville strikke et par sokker i "bikube"/Circlemønster (også anvendt HER og HER), og i weekenden kom jeg i gang med det.

Jeg har valgt at bruge noget lækkert multifarvet sokkegarn købt i sommers på ferien i Tyskland, og det kombinerer jeg med en lilla fra Fakta.

Indtil videre er jeg ikke nået så langt, men det lover godt for en farveelsker som mig :-)


lørdag den 15. december 2012

Strikkeklub hos Farmorfabrikken

Så!
Nu gjorde jeg det, og således har jeg lige tilmeldt mig Famorfabrikkens Strikkeklub.

Jeg er ret spændt på, hvad der kommer af udfordringer. I hvert fald glæder jeg mig til nye strikkeudfordringer i 2013 - det skal nok blive godt!

Måske strikkeklubben også er noget for dig?


Decembergave fra mig til mig

I min søgen efter en gave til et familiemedlem finder jeg et sæt rigtig fine handsker, som jeg straks må eje!
De lå der og passede lige til min lille hånd og min røde vinterfrakke, så de kom med hjem sammen med en anden julegave.
Til den nette sum af 79,- er jeg nu den lykkelige ejer af disse fede handsker, som garanteret er gode, når jeg her i vintertiden kører på arbejde, for hvor kan sådan et rat i bilen være koldt!





torsdag den 13. december 2012

Det er ikke mig...

...der har sørget for mere til garnlagret!

Jeg var så heldig, at min søster kunne bruge noget af mine garnnøgler, for jeg var nået dertil, hvor skabet ikke kunne lukkes....så det gav mulighed for at lågerne igen slutter til.

Der er dog lige kommet to nye bundter til... men det går nok :-)


onsdag den 12. december 2012

12.12.12








Nisser


...på badeværelset!

Her er de alle steder, og sådan skal det være, når det er december. De kommer dog ned i deres kasser igen, inden der tages hul på et nyt år :-)
De tre rødhuede er nogle, som jeg har arvet fra min afdøde farmor, så de har en helt speciel betydning for mig. Faktisk har jeg arvet en del pynt fra hende, og samtidig har manden også to store nisser i keramik, som var noget af det eneste julepynt, han arvede fra sin far, der døde i februar i år. De er til gengæld store, så de er ikke til at overse. 
Behøver jeg at sige, at jeg elsker pynt med betydning?

mandag den 10. december 2012

Kryddersalte

Hjemmelavede kryddersalte smager bare bedre!

Jeg har for ca. to år siden afprøvet at lave en hvidløgssalt, og uha den blev god! Opskriften kan jeg ikke mere finde, men jeg husker, at den sagde, at saltet skulle tørre i en tændt ovn på klem, hvilket resulterede i, at der i køkkenet i ca. en uge luftede som i et pizzaria.

I år har jeg selv fiflet mig frem til en opskift på hvidløgssaltet:

HVIDLØGSSALT:
5 hele solo hvidløg
400 g groft salt.

Blend det hele, og tør det i ovnen ved ca. 100 grader. Kig til det, og "knus"  evt. klumper af salt med hænderne. Tag det ud af ovnen, når det føles tørt, og hæld det på glas. 
Det kan godt få en smuk grøn farve, men mit får kun et lille grønligt skær. 


KRYDDERSALT:
2 små økocitroner
ca. 1 spsk. tørret rosmarin eller timian - jeg har brugt lidt af begge dele.
250 g. groft salt.

Riv skallen af de to citroner. Undlad at få noget af det hvide lige under skallen med. 

Kom citronskal, salt og krydderier i en blender. Blend det, og lad det tørre på bagpapir i en ovn ved 100 grader. 
Kom saltet på glas.


søndag den 9. december 2012

Julesokker

Jeg kan ikke lade være med at vise disse supersøde, strikkede julesokker, som jeg har fået af en søde kvinde.



Jeg har fundet en opskrift på sådanne søde sokker hos Little Cotton Rabbits.

lørdag den 8. december 2012

Hæklet fascinator

For et stykke tid siden fik jeg en ide til noget hårpynt, og da min søster havde købt nogle hårbøjler, fik jeg lov at få et par stykker af hende til formålet.

Den hæklede blomst er en opskrift fra bogen "Bezaubernde blütenpracht", som også er oversat til dansk.
Det blå garn er en mohairblanding fra Ice, det orange er en rest safran fra Drops, og sølvgarnet er vist købt i Netto for en del år siden.




torsdag den 6. december 2012

Strikket sjal

For længe siden faldt jeg for noget billigt akrylgarn i Rema, og med et sæt strikkepinde i str. 20 kom der følgende resultat ud af anstrengelserne:




Det er såmænd bare strikket i ret.
Jeg har slået tre masker op og taget en maske ud i lænken mellem 1. og 2. maske på hver pind.

onsdag den 5. december 2012

At få ønsker opfyldt i december...

...ja, det skete for mig i dag, for jeg fik nemlig et lækkert sæt pulsvarmere strikket i Limagarn! De er bare så dejlige, og jeg glæder mig til at tage dem i brug!


tirsdag den 4. december 2012

Jeg kan ikke lade være....

....med at lave de hjerter!

En sød kvindes mor døde for næsten et år siden, og da hun havde en masse effektgarn liggende, købte jeg noget af det af datteren.

Et af nøglerne var noget rødt med pompomer og "glimmer" i, perfekt til strikkede hjerter, så det er blevet til to stk. i dette julede garn!


mandag den 3. december 2012

Juledekorationer

I går var dagen, hvor vi plejer at lave juledekorationer, og resultatet er blevet en traditionel en af slagsen og en mere moderne.

Først den traditionelle:








... og den mere moderne:






søndag den 2. december 2012

1. søndag i advent

I sådan et smukt vejr er der ingen tvivl om, at julestemningen stiger her.
Traditionen er, at vi laver juledekorationer hvert år på denne dag, og i år var ingen undtagelse.

Årets adventsdekoration er endt med at ligne meget sidste års. Det er blevet til fire hvide bloklys stående på fiskefadet fra Mega Mussel og med små, blå julekugler samt "krystaller".




I morgen kommer der også billeder af de andre dekorationer.