søndag den 9. december 2018

Online juleworkshop med Charlotte Kaae

I sidste uge, nærmere bestemt onsdag aften, deltog jeg i online i en strikkeworkshop, hvor der skulle strikkes en lille sok.
Workshoppen var arranget af Charlotte Kaae, og det foregik via en lukket gruppe på Facebook.

Jeg har tidlligere fortalt om den strikkebootcamp, som jeg tog del i for at blive bedre til at strikke strømper, og denne gang var det kun to timer, og der skulle strikkes mønsterstrik på skaftet og laves en afterthought-heel. Det var en hæl, som jeg ikke havde prøvet kræfter med før.

En af grundene til, at jeg valgte at deltage, var også, at jeg gerne ville træne at strikke fairisle, som jeg ikke er særlig ferm til - endnu.

Det blev også min udfordring - altså udover, at jeg igen igen igen fik huller ved hælen, men det er jeg blevet ret rutineret i at sy sammen efterfølgende 😊

På den to timer nåede jeg at strikke det meste af sokken. Kun hælen måtte vente, da jeg blev "hægtet af" til sidst, men da var klokken over tæt på de 22, så trætheden havde indfundet sig.
Hælen strikkede jeg færdig i går, og resultatet blev denne lille grå og hvide sok strikket på pind 2½, i sokkegarn fra Brugsen og med magic loop.



Som man nok kan se, så er der plads til forbedringer med min tofarvestrik, men jeg har heller ikke gjort så meget i den teknik - endnu. Det bliver dog så fint, når man virkelig behersker fairisle.

Igen kan jeg sige, at jeg fik noget ud af at deltage hos Charlotte Kaae.
Det var super hyggeligt, og der er en rigtig god stemning ved online-workshopper hos netop Charlotte Kaae.
Det var skønt at kunne stille spørgsmål undervejs i processen, og også efterfølgende, hvis man løb ind i problemer.
Selve online-sceancen kunne man gense efterfølgende, og det havde jeg glæde af i forbindelse med færdiggørelsen af hælen. Det er i øvrigt en hæl, som er ret let at strikke!

Opskriften på sokken findes i øvrigt gratis lige her.


1 kommentar:

Det er altid hyggeligt med kommentarer fra mine læsere, så smid gerne en.