Hjemmelavede kryddersalte smager bare bedre!
Jeg har for ca. to år siden afprøvet at lave en hvidløgssalt, og uha den blev god! Opskriften kan jeg ikke mere finde, men jeg husker, at den sagde, at saltet skulle tørre i en tændt ovn på klem, hvilket resulterede i, at der i køkkenet i ca. en uge luftede som i et pizzaria.
I år har jeg selv fiflet mig frem til en opskift på hvidløgssaltet:
HVIDLØGSSALT:
5 hele solo hvidløg
400 g groft salt.
Blend det hele, og tør det i ovnen ved ca. 100 grader. Kig til det, og "knus" evt. klumper af salt med hænderne. Tag det ud af ovnen, når det føles tørt, og hæld det på glas.
Det kan godt få en smuk grøn farve, men mit får kun et lille grønligt skær.
KRYDDERSALT:
2 små økocitroner
ca. 1 spsk. tørret rosmarin eller timian - jeg har brugt lidt af begge dele.
250 g. groft salt.
Riv skallen af de to citroner. Undlad at få noget af det hvide lige under skallen med.
Kom citronskal, salt og krydderier i en blender. Blend det, og lad det tørre på bagpapir i en ovn ved 100 grader.
Kom saltet på glas.