fredag den 4. september 2015

En lille and til en lille dreng


En af mine kolleger har for en måneds tid siden fået en lille dreng, og derfor kastede jeg mig over at lave lidt til den lille baby.

Det er længe siden, at jeg strikkede en djævlehue, men jeg ville lave noget mere. Jeg overvejede en sprutte. Det blev forkastet, for jeg havde lyst til at prøve noget nyt.
Ved et tilfælde faldt jeg over en sød and, og jeg havde heldigvis stadig matchende garn i forhold til huen.

Opskriften er engelsk, men er nem at følge, og er du mere til at hækle efter tyske eller spanske opskrifter, så findes den også på de to sprog. Sabrina, der står bag opskriften og bloggen "Sabrina's Crochet"  har også lavet andre søde opskrifter, bl.a. på de fem karakterer fra den nye animationsfilm "Inderst Inde".  

I dag er både hue og and landet hos den lille dreng og hans mor, og begge dele er blevet vel modtaget.








torsdag den 3. september 2015

Smukke pulsvarmere landede i min postkasse



Jeg var så heldig at være den heldige vinder af Mosekonens lækre pulsvarmere, der er strikket af håndspundet uld fra gotlænderfår.

I dag lå de i min postkasse, og min mand har allerede prøve dem - de er nemlig så store, at der skal en lidt større hånd til at fylde dem ud.



Jeg er sikker på, at han kan bruge dem - ingen tvivl om det.

Tusind tak til Tove bag bloggen Mosekonens Fristed for en rigtig fin give-away!


mandag den 31. august 2015

Min september-to-do-liste



På augusts sidste dag må det være på sin plads at få styr på min septembers do-to-liste, som gerne skulle blive til en ta-da-liste i løbet af den næste måneds tid.

Jeg vil gerne have færdiggjort følgende:


Generelt får folk omkring mig kun drenge - lidt spøjst :-)

søndag den 30. august 2015

Mere Maskernes Monument

I denne weekend var endnu flere af husene fra projektet "Maskernes Monument" blevet afsløret, så min mand og jeg besluttede at bruge noget af lørdagen og lidt af søndagen på at tage rundt og se de forskellige strikkede skulpturer.

Første stop var porten i Middelfart.
Godt valg af sted, for den tronede flot ud mod Lillebælt med de to broer i baggrunden.







Vi indtog også frokosten ved vandet, inden turen gik mod Vejle for at se huset, der stod i gågaden.
Ret hurtigt spottede vi det også - den neongule farve var ikke til at gå galt af ;-)

I øvrigt hørte jeg en mand, som gik forbi det strikkede hus, der meget højt sagde "Hvad dælen er det der for noget?"






I dag skulle jeg så se det hus,  jeg havde strikket tre trekanter til - og jeg har været ret spændt på at se det sådan i virkeligheden.



Huset, som dem fra Kolding har strikket, stod i Fredericia i nærheden af havnen.
Ret hurtig fandt jeg den grønne trekant, som jeg havde lavet til projektet - og efter lidt søgen fandt jeg også de to i lilla.

De to lilla:

Den yderste trekant, der er nummer to fra neden 

Min oppe under taget :-)

Den grønne var placeret næsten i toppen af gavlen - den sidder lige under den, der udgør gavlens spids:




Hele huset fra den lilla side:




Til sidst en lidt fed detalje:



Jeg fik ikke set de to sidste monumenter, men til januar samles alle seks skulpturer på Trapholt, og så skal jeg bestemt forbi og se dem alle.

torsdag den 27. august 2015

To-do/Ta-da i september - jeg er med, er du?


Helle, der står bag bloggen "Belladotte" har efter at have luftet den manglende blogaktivitet blandt de kreative bloggere, kastet en masse bolde i luften med inspiration til, hvordan der igen kan komme mere gang i indlæggene igen.

En af boldene har Linda med bloggen "Boldreels kreative hjørne" grebet, og hun har sat gang i en omgang "To do/ta-da" i september.
Kort fortalt laver man en liste over de ting, som man gerne vil færdiggøre i løbet af dette års første efterårsmåned og viser resultaterne frem på din blog.

Linda laver en liste over alle de deltagende bloggere, så man kan følge med i, hvad andre har gang i af spændende projekter.

Intet projekt er for stort eller for lille, så er det noget for dig, klik ind hos "Boldreels kreative hjørne" og meld dig til.


Min liste er endnu ikke lavet, men jeg har nogle ideer til, hvad jeg gerne vil sætte gang i.
Jeg har dog stadig et par dage til at få min liste lavet.

onsdag den 26. august 2015

Sommerhatten, der endte med at komme i brug



I starten af juli gik jeg i gang med at hækle en sommerhat fra magasinet "Simply Häckeln". Jeg købte magasinet sidste år, fordi jeg netop faldt for hatten på forsiden af bladet.



Jeg mødte undervejs udfordringer.
Selve skyggen endte jeg med at hækle mindre end angivet i opskriften, fordi den blev alt for voldsomt. I opskriften stod nemlig, at der skulle bruges ståltråd i den yderste omgang, og det har jeg også anvendt, men hvis jeg lavede skyggen så stor som der stod, kunne ståltrådet ikke "bære" skyggen. Den bølgede i stedet alt for meget.



Til hatten har jeg brugt dobbelt 8/4 bomuldsgarn.

Hatten har været i brug, og den fungerer rigtig fin, for det endte jo alligevel med en del solskinstimer i august. De timer er også blevet nydt alt det, der har kunnet lade sig gøre efter arbejde og i weekenderne.