tirsdag den 30. december 2014

Med ønsket om et godt nytår


Det sidste, som jeg når at vise frem af kreative udfoldelser i 2014, bliver disse to hæklede hjerter, som jeg fandt opskriften på hos Kvalitid.

De er rigtig søde, lette at hækle, og ikke mindst kan de bruges til forskellige ting. De endte med at blive en værtindegave til min mor juleaften.

Jeg har hæklet dem i råhvidt Netto strømpegarn med to tråde og på nål 3½. 
Båndet er købt i Rema1000 for efterhånden nogle år siden.




* Samtidig vil jeg ønske jer alle et godt, skønt og dejligt nytår *
* Jeg håber at alle kommer godt ind i det nye, og jeg glæder mig allerede til 2015 i Blogville! *



søndag den 28. december 2014

#12MOC


 

Sagt med andre ord: 12 months of crochet.

Hele 2014, eller i 10 ud af 12 måneder, var jeg med i Hvad Bier Tænkers årsudfordring, "12 months of knitting", en udfordring der også foregik via Instagram.  Jeg valgte dog at udvide den til også at indeholde hækling, så min blev til "12 months of knitting and crochet", "12MOKAC".

Denne gang er det Savværksvej, der står bag udfordringen.
Jeg har allerede nogle ting på listen over ting, som jeg vil hækle, så mon ikke jeg ender med at få lavet 12 hækleprojekter?

Hvis man vil være med, findes udfordringen under hashtagget #12MOC og #12monthsofcrochet eller læs mere hos hos Savværksvej.

lørdag den 27. december 2014

3 ting jeg elsker ved lørdag

At have tid til at strikke det sidste på et projekt,...


..., at indtage en sildemad...


... og at tage en af årets julegaver i brug.


* Rigtig god lørdag aften *



tirsdag den 23. december 2014

Glædelig jul

Til alle læsere af Zoomsnoren:



Julefreden er ved at sænke sig her.
Alle pakker er købt og klar til at blive givet væk.
Mandelgave og lysgave er købt.
Manden laver det synderjyske hvidkål her i aften.
Ja, jeg har endda styr på, hvad jeg skal have på på sådan en juleaften.

Vi fejrer ikke jul hjemme, så derfor skal vi ikke have styr på så meget. I alt skal vi fejre jul otte voksne og to hunde, og det skal nok blive rigtigt hyggeligt.


* Rigtig god jul *

søndag den 21. december 2014

Nu er vi snart pakkeklar

Papir fra Rema1000 - købt for nogle år siden. Kuglen er strikket af en, jeg kender.
Træmærket er fra Netto. Det grønne er noget pyntegrønt. Det hele sidder fast på brunt postgarn


De fleste gaver blevet pakket ind i går, og for første gang har jeg ikke pillet papiret af, som butikken har været så søde at gøre brug af...
Det har jeg gjort, hvis jeg ikke var tilfreds med det, men i år har jeg i stedet kigget på det og fundet frem til, hvordan jeg kunne peppe det allerede eksisterende op på den federe måde.
Jeg har oveni en svaghed for indpakningspapir, så da jeg fandt det hele frem, kunne jeg godt se, at jeg ikke behøver at købe mere lige foreløbig. Men det er lidt med gavepapir som med garn, det er dejligt at  have lidt at vælge imellem.

De første julegaver blev allerede købt i april, så de har ligget meget længe, men nu er der kun to dage til, at de skal gives væk.

Lidt billedespam af årets pakker:

Egen indpakning. Papir og mærker fra Ikea. Klistermærker fra Søstrene Grene.
Båndet er brunt postgarn.

Indpakningspapir fra butikken. Pakken har fået "Nostalgisk jul" som tema. Det røde hjerte er også fra
butikken. Båndet er sat på af mig og er "lak"-belagt. Flaget er de små til lagkage. Jeg har klippet det
 til et splitflag, så det ligner dem på juletræet. Igen har jeg brugt lidt pyntegrønt.

Papir og bånd fra butikken. Temaet er "Nordisk jul" - derfor strikkede jeg et hjerte  til den.
Træmærke fra Netto.

Papir fra Rema. Garn fra Panduro. Pindene er de røde, som man kan finde i naturen lige nu.
Træmærket har manden købt i Netto.

Stjernepapir i købber fra Nanu Nana i Tyskland. Kobber-glimmerpapir fra Depot i Tyskland.
Træmærke fra Netto. Igen har jeg også brugt brunt postgarn.

Den sidste vinder er nu fundet...

Allerførst vil Anita og jeg sige tusind tak for al den interesse, som vores fire give-aways har fået.

Ideen med at lave de fire overskrifter og advents-giveaways opstod spontant i midten af november via Skype, så undervejs skal vi være ærlige at indrømme, at der har være lidt stress på for at få tingene færdiglavet til om søndagen.

Det har været rigtigt sjovt at finde på og også at lave, fordi overskrifterne krævede forskellige udtryk til de ting, som vi skulle hækle eller strikke. Det samme gjaldt for alle de andre genstande, der også skulle være en del af hver give-away.

Endnu en gang tak for alle jeres kommentarer!

Nå, nu må vi hellere afsløre denne søndags vinder.
Anita har denne gang stået for at trække den heldige, der inden for de nærmeste dage modtager rensdyr, juletræsranke, to svampeglaskugler, en sukkerstok, af glas, en glasfugl og ikke mindst fem nøgler lækkert garn.

Vinderen blev:



Vinderloddet tilfalder således Laila.

Et stort tillykke med præmien.
Vi kontakter dig via mail.


* Rigtig god 4. søndag i advent til jer alle *

lørdag den 20. december 2014

3 ting jeg elsker ved lørdag

At gøre en lille gave klar til mandens Bedstemor,...


,..., at besøge svigerfars gravsted med et julehjerte,...


..., og at aftensmaden blev god og lækker!



* god lørdag aften herfra *

Du kan lige nå at være med i give-awayen "Retrojul"...

I morgen formiddag trækker jeg og Anita bag Photomusen den sidste vinder i vores advents-giveaway.

Du kan vinde hele denne herligehed:





Læs mere og deltag HER


fredag den 19. december 2014

Westknit-KAL-update


Mit Westknitsjal har ligget stille et godt stykke tid af december, men nu er der kommet gang i pindene igen.

Jeg har nu tilbagelagt brioche-delen og er gået i gang med den sidste del af clue 2. Der er nogle småfejl her og der, men jeg er godt tilfreds med det, eftersom at det er første gang, at jeg strikker brioche.




Det er helt lækkert at have afprøvet den form for patent, og det giver en rigtig flot stuktur. Det er slet ikke sidste gang, at jeg springer ud i den slags strik.
Jeg er også begejstret for anden del af clue 2, og når det så oveni er simpelt at lave, men ser ud af noget mere.

Generelt har sjalet indtil videre budt på sjove udfordringer, så jeg er stadig hooked på at strikke sjalet færdigt - især når jeg ser alle de færdige sjal, som deltagerne i Mystery KAL'en har vist frem.
Det er altid motiverende at blive udfordret og lære noget nyt med garnet.


torsdag den 18. december 2014

Grøn Luciapakke


Jeg var også selv den heldige modtager af en Luciagave i lørdags, hvor jeg jo selv havde sendt kaffe-grydelapperne af sted til en af kvinderne i "Luciagavebytningen".

Ih, jeg blev overrasket, da jeg åbnede pakken, som indeholdt disse søde glas:


Afsenderen har afluret, at jeg på min Pinterest har pinnet netop sådanne frøer, nogle som jeg har set på en hollandsk blog, hvis ejer har måttet fjerne opskriften grundet et firma, der mener at have rettighederne til designet.
Kvinden har ladet en anden kvinde hækle efter billedet, og således har jeg nu fået et sæt to grønne frøer.

Som om det ikke var nok, var der også fire neglelak i - endda fra Loréal - samt økologisk ramsløg:


Som man nok kan se på billedet, er den lysegrønne lidt bæløjet, hvilket jeg troede, at den skulle være, men jeg skal bare rette lidt på øjnene, så de bliver ligesom den mørkegrønnes ;-)



onsdag den 17. december 2014

Den moderne nisse



I sidste uges advents-giveaway var to nisser i ikke-julefarver en del af præmien.

Jeg har helt glemt at vise den nærmere frem.
Jeg har hæklet den i 100% bomuldsgarn fra Rema1000.

Opskriften fandt jeg via Ravelry hos Loopsan.
Selvom den er på engelsk, er den let at følge.



Eneste ting, som jeg valgte at gøre anderledes, var, at jeg har hæklet en omgang med en sølvtråd mellem huens kant og ansigtet.

Anita fra Photomusen har i øvrigt hæklet den lilla, som hun blogger om her.



tirsdag den 16. december 2014

Luciagave til en veninde - grydelapper med kaffekopper


Vi er en lille kreds af kvinder, som i år igen valgte at give hinanden en luciagave.
Det er kort fortalt en pakke, som man åbner d. 13. december på luciadagen.

Jeg træk Laila med bloggen Striksofie, som jeg skulle finde noget til.
Der blev tænkt en del, for jeg kender Laila særdeles godt. Jeg havde lagt mærke til, at hun på sin pinterest havde mine dannebrogsgrydelapper, så de blev udgangspunktet for min pakke.



Laila er ret glad for kaffe, men også for noget mere romantisk, så derfor vidste jeg, at farverne skulle være chokoladebrun og lyserød.

Grydelapperne er lavet med udgangspunkt i Lutter Idyls opskrift, som jeg har tilpasset til hjertekopperne størrelse. Selve kopperne fandt jeg via Pinterest. Efterfølgende har jeg  justeret en smule i dem, så de blev, som jeg godt kan lide dem.
Det romantiske udtryk har jeg understreget ved at hækle en picotkant rundt om de to lapper.

Jeg har også denne gang valgt at ri et stykke termo-halløj mellem bag- og forside. Bare for en sikkerheds skyld.

Bagsiden er i øvrigt helt lyserød, men jeg har valgt at hækle to omgange om hele stykket med det brune garn.

Garnet et 100% bomuldsgarn fra Hjertegarn. Termolaget er købt i Stof2000.



mandag den 15. december 2014

Det røde retro-rensdyr / the red retro-reindeer



Det røde rensdyr, som er en del af denne uges advents-giveaway hos henholdsvis Photomusen og jeg, måtte der lidt søgning til for at ramme et udtryk, der lå tættest på det velourrensdyr, som Anita havde i sine julegemmer.

Vi husker begge netop det rensdyr fra farmors hjem. Det stod altid i den lille stue på det gamle og tunge træskrivebord. Da farmor blev syg og dermed vidste, at hendes dage var talte, fik vi lov at vælge noget af hendes julepynt. Rensdyret blev valgt af Anita, så den dag i dag er det blevet en del af hendes juleoppynting.



Jeg har hæklet rensdyret udfra opskriften "Rudolph The Red-Nosed Reindeer - Modifications" fra Stuff The Body. Opskriften er en købeopskrift.'
Jeg havde forinden forsøgt mig  med Maja Hansens udgave af et rensdyr, men ikke kunne lide det, som jeg fik lavet. Heldigvis faldt jeg over et foto på Facebook af et rensdyr, der mere lignede det gamle af velour. Efterfølgende kunne jeg ikke finde billedet igen, men med en simpel søgning på Ravelry fandt jeg opskriften og købte den.


For at få den til at ligne det gamle rensdyr, lavede jeg nogle ændringer i farverne og valgte også at hækle nogle hvide prikker, som jeg har syet på. Halen er også lidt anderledes. Jeg havde ikke en lille fjerpompom liggende, så jeg hæklede en kugle af to tråde effektgarn og en tråd sokkegarn. Hovedet har jeg valgt at dreje, så dyret kigger ligeud. Ellers har jeg såmænd bare fuldt opskriften linje for linje og billede for billede.
Den er let at forstå, selvom den er engelsk, og billederne viser rigtigt godt processen.


Jeg har hæklet den i 100% rødt uldgarn, det hvide er noget sokkegarn, og det sorte aner jeg ikke kvaliteten af, da det er noget, som jeg har fået af min mands kollega.
Desuden har jeg hæklet en luftmaskerække, hvori jeg har sat en lille bjælde.

________________________________________________________________________

ENGLISH VERSION:

My sister and I have made a give-away where the theme is "Retro Christmas".

We have found inspirations in our old christmas decorations - among this we found an old reindeer made of red velvet.

I wanted to crochet an reindeer like this and after searching on Ravelry I found the pattern "Rudolph The Red-Nosed Reindeer - Modifications" from Stuff The Body.

I have followed the pattern step by step - only the colours are a bit different. The old reindeer is red and therefore I have used red wool. There are also some small colour chances at the nose and I have crocheted four circles - just like the old reindeer has on its body. The tail is also a bit different and I have turned the head.
Finally I have crocheted a collar made of gold yarn and with a little bell.



søndag den 14. december 2014

4. advents-giveaway i samarbejde med Photomusen - Retrojul



I dag åbner vi den sidste låge i vores adventsgive-away-kalender, og denne gang er overskriften "Retrojul".

Vi har været i gemmerne og i den store kasse med julepynt for at finde ud af, hvad vi forbinder med retrojul.
Nøgleordene er derfor bedstemorfirkanter, rensdyr af velour, støvet grøn og rødelige farver samt glaskugler.

Bag dette års 4. låge gemmer der sig selvfølgelig også ting, som vi har fremstillet med garn og nål.



Låge nummer 4 indeholder:

Et hæklet rensdyr inspireret af de gamle i velour
En ranke med hæklede juletræer ala granny squares
3 nøgler brunt mohair med glimmer
2 nøgler "Cosmo" 100% superwash uld i to retrogrønne nuancer fra Mayflower
2 svampeglaskugler
En sukkerstokglaskugle
En glasfugl med klemme på, så den fx kan pynte på juletræet






Sådan deltager du:
Det eneste, som du skal gøre for at deltage, er at skrive en kommentar her på bloggen. Hvis du skriver både her og hos Photomusen, deltager du med to lodder.
Du kan også vælge at følge både Zoomsnoren og Photomusen via Google Friend Connect eller Bloglovin', men det er ikke et krav. Zoomsnoren findes også på Facebook.
Du er også velkommen til at linke til give-awayen og må gerne anvende billedet.

4. søndag i advent, trækker vi vinderen af pakken "Retrojul". Vinderen bliver offentliggjort på begge blogge.

OBS: Hvis du ikke har en blog, hvor vi kan finde din mailadresse, skriv da din mail i din kommentar. Kan vi ikke komme i kontakt med vinderen via mail, trækker vi en ny.
Da vi har haft problemer med spam, kan du ikke deltage som anonym.

Vinderen af "Moderne jul"-lågen er fundet

Så nåede vi igen søndag, og vanen tro er det dermed også tid til at trække en heldig vinder af vores advents-giveaway.

Det har været dejligt at opleve, at der også i denne uge har været så stor interesse for give awayen. Tak for de søde kommentarer!

Nå, men til det, som I venter på - den heldige vinder. I denne uge var lod nummer:


det heldige lod!

Tillykke til Liv! Du vil modtage en mail fra os snarest, så præmien kan finde vej til din postkasse!

Senere i dag vil vi løfte sløret for den allersidste advents-giveaway.

lørdag den 13. december 2014

3 ting jeg elsker ved lørdag

At starte dagen med at åbne en Luciagave,...

Indholdet får I at se senere


,..at få Glühwein sammen med dejlige mennesker i Flensburg, ...



..., og bare mærke julestemningen!



* Rigtig god decemberlørdag *

Om et døgns tid trækkes vinderen af 3. søndag i adventsgive-awayen...

....så hvis du stadig ikke er med i lodtrækningen om den nye julehæklebog fra Lisbet Lücke Larsen, to søde, hæklede nisser, smukke glaskugler og to foldede papirdiamanter til ophæng, så KLIK lige her for at læse mere og deltage.

Husk også, at du kan forøge din vinderchance, hvis du også deltager hos Photomusen.


torsdag den 11. december 2014

DIY: Hæklet tromme


I forbindelse med advents-giveawayen, som løber lige nu her på bloggen, var sidste uges tema "Nostalgisk jul". Udgangspunktet var julesangen "Højt fra træets grønne top", og der spiller en tromme en rolle.
Derfor måtte jeg afprøve, om jeg kunne hækle sådan en.

I mit skab med forskellige ting, jeg har købt billigt, fandt jeg denne her:



Den blev derfor model for en hæklet udgave af en tromme. Jeg måtte dog udelade de røde takker, for jeg har ikke styr på det med at hækle med to farver (endnu), så det blev bare røde bånd i stedet.


Materialer:
Bomuldsgarn 4/8 i farverne hvid, rød og blå
Garn i guld.
Hæklenål str. 3.
En smule fyld i form af pudefyld.

Fremgangsmåde:

Bund og top:

Hækl 2 lm med hvidt garn.
1. omgang: Hækl 6 fm i første lm = 6 fm
2. omgang: 2 fm i alle fm = 12 fm
3. omgang: *1 fm, 2 fm i næste fm* - gentag fra * til * omgangen rundt = 18 fm
4. omgang: *2fm, 2 fm i samme fm* - gentag fra *  til * omgangen rundt = 24 fm
5. omgang: *2 fm i samme fm, 3 fm* - gentag fra * til * omgangen rundt = 30 fm
6. omgang: *2 fm, 2 fm i samme fm, 2 fm* - gentag fra * til * omgangen rundt = 36 fm
7. omgang: *5 fm, 2 fm i samme fm* - gentag fra * til * omgangen rundt = 42 fm
Bryd garnet og hæft.
Hækl en cirkel mere, så du har en bund og en top.

"Røret":

Med rødt hækles 42 lm, der med en km samles til en ring.
OBS: Der hækles hele tiden rundt. Hver omgang afsluttes med en km i først fm. Hver omgang begyndes med en lm og en fm i samme fm.

1. - 3. omgang: fm i alle fm. Husk OBS. Skift til hvidt garn.
4. omgang.fm i alle fm med hvidt garn.
5. - 9. omgang: en fm i alle fm med lyseblåt garn.
10. omgang: en fm i alle fm med hvidt garn.
11. - 13. omgang: fm i alle fm med rødt garn.

Montering:

Med guldgarnet hæklet top og bund sammen med røret.
Hækl en fm gennem både rør og bunden eller toppen.
Inden der lukkes helt til, stoppes der fyld i trommen. Kom ikke for meget i, da hverken top eller bund må bule udad.
Sy med hvidt garn gennem midten af toppen og ned i bundstykkets midte. Træk lidt til, så toppen og bunden ikke buler udad.

Brodér med guldgarn zigzagmønster rundt om trommen. Se evt. billedet af trommen.

Hækl en hank til ophæng:
Sæt guldgarnet til i kanten af trommen, og hækl 26-28 lm. Hækl lm-snoren fast, hvor garnet blev sat til.
Hæft alle ender.

Copyright: Anja Hjorth/Zoomsnoren.
Opskriften må bruges til eget privatbrug. Ikke til produktion i salgsøjemed. 
Opskriften må ikke postes andre steder på internettet.
Hvis du ønsker at oversætte opskriften til et andet sprog, spørg venligst om lov.


Her er trommen hæklet i en mere vinterlig udgave: