lørdag den 31. maj 2014

Majs "12 MOKAC" er fuldført og det samme er en lille udfordring med en anden blogger


... eller næsten, for jeg havde ikke lige husket at få købt nogle knapper, der passer til cardiganen.
Samtidig er denne cardigan også mit majprojekt i "12 months of knitting and crochet", så man må sige, at jeg nåede det på målstregen.

Jeg læste jo for et par dage siden Tanjas indlæg om det at have ufærdige ting liggende, og det fik mig til at komme ud af starthullerne og få dette projekt færdigt. Det satte også andre i blogland i gang, men ikke mindst Tanja fik et puf til at få en af sine ting færdigmonteret. Jeg glæder mig allerede til at se hendes færdige ugle ;-) Hun vil på sin blog skrive om uglen senest søndag aften, så kig med, hvis du også vil se, hvad hun er blevet færdig med.

Ellers er den helt færdig, og jeg er egentlig godt tilfreds med resultatet. Jeg troede dog, at den blev mere fyldig i størrelsen, men det er den ikke. Det gør heller ikke noget, for den passer.



I hvert fald er den virkelig lækker. Jeg kunne sagtens fristes til at købe mere Pura Lana-garn fra Gepard Garn! Jeg endte med at bruge ca. 6½ nøgle af det, og i alt blev det til lidt mere end 1½ nøgle af det neonfarvede strømpegarn fra Mayflower.
Det er lidt pudsigt, for det har betydet, at der er gjort et stort indhug i netop det sokkegarn, men jeg var så heldig at blive beriget med et nøgle mere af det neongule og også et pink et af slagsen, da jeg havde nørklebesøg for nogle uger siden. Det er da skønt, når nu man som jeg godt kan lide et strejf af neon.



torsdag den 29. maj 2014

Det allersidste som bare trækker ud

I et stykke tid har min cardigan ligget stille. Ret irriterende faktisk, for jeg mangler kun at sy ærmerne i.
Alle ender er også hæftet - det er kun den allersidste del af monteringen, som endnu ikke er færdiggjort.

Jeg har forsøgt at tage et langt tilløb til at finde nål og garn frem, men jeg har istedet fundet små overspringsprojekter.

Da jeg lige har læst, at Tanja med bloggen Tanja's Verden pt. er gået i stå og også kun mangler småting i at få nogle projekter i mål, er jeg nu blevet motiveret til at blive færdig med min cardigan.

Oveni er den mit majprojekt i "12 months of knitting and crochet", så den skal da være færdig her i weekenden :-)


onsdag den 28. maj 2014

Jeg har været heldig!



For en uges tid siden var jeg rigtig heldig og vandt en lækker give-away hos Lykke med bloggen Violykke.
Jeg måtte simpelthen deltage i konkurrencen, for en del af præmien var et hæfte med crocodile stiches!

I dag dumpede min gevinst så ned i min postkasse, og jeg må sige, at det er en rigtig fin give-away.
Hæftet med opskrifter er lækkert at have i hænderne - kender I det, at kvaliteten af papiret bare forbedrer oplevelsen af en opskrift?
Alle opskrifterne i hæftet bygger på de små krokodille"skæl". Især sjalet på forsiden og ikke mindst pulsvarmerne kan jeg rigtig godt lide. De kunne godt ryge på min to-do-liste :-)



Udover hæftet, som I nok kan regne ud, at jeg er ret så begejstret for, var der også otte hæklenåle med lyserødt skaft. Rigtig tøsede, og nu har jeg rigtig mange hæklenåle!
Det skal man slet ikke kimse af, for man må aldrig gå ned på udstyr - og tænk at have en hæklenål til et hvilken som helst humør - I låååååve it!!!


tirsdag den 27. maj 2014

At få inspiration udenfor



Det skrev Gitte om en gang her i maj, og sørme om det ikke også skete for mig.

Det var dog i dyreriget, og derfor søgte jeg efter opskrifter på små sommerfugle og fandt en, som jeg synes er så sød. Samtidig tager den udgangspunkt i mormorfirkanten. Når man har lavet de to første, så sidder opskriften efterhånden fast.

Derfor var der i dag sommerfugle i krukkerne med sommerblomster.



Jeg overvejer at lime dem på nogle blomsterpinde, hænge nogle op i parasolen - eller pynte et af hegnfagene med nogle stykker. Det kunne være fint.



lørdag den 24. maj 2014

Lørdagslykke


Efter at have brugt formiddagen på nogle arbejdsopgaver passede det meget fint med, at solen og varmen valgte at gøre sit indtag derefter.

Inden jeg satte mig for godt til rette, valgte jeg dog at tage en tørn med ukrudt på terrassen og græs, der var groet ind over det yderste af fliserne, men så var det også tid til weekendshygge.



Alle ender på min cardigan er nu hæftet. Kun ærmerne mangler at blive syet i.
Jeg gik også i gang med en af de to junipakker i pennevenneposten, og det har resulteret i en del ender, der også skulle hæftes.
Jeg kan ikke vise noget, før modtageren har fået det, men jeg kan afsløre, at jeg er godt tilfreds med resultatet :-)

Billedspam fra en eftermiddag og aften i haven <3




Til sidst stod manden for at forberede og lave lørdagens aftensmad <3




torsdag den 22. maj 2014

Ih, "min" garnbutik er nu flink :-)



For ca. to måneder siden var jeg hos Martha, en lille garnforretning i Kolding, hvor jeg med jævne mellemrum kigger forbi og køber garn og andre lækre nørklesager med hjem.
De  har en fantastisk service og kan altid rådgive om garntyper, hjælpe med opskriften osv. Ja, under vinter-OL fik vi også talt om huerne på sportsudøverne.

Jeg ville gerne have fat i noget pink Zpagetti-garn, så jeg blev skrevet op til det, hvis de var heldige at kunne skaffe noget. Derfor ringede de i sidste uge - endda to gange - og fortalte, at de havde fået noget hjem, men at de ikke ville betegne det som pink, og at det nok ikke var helt pink nok til mig.
Det var heller ikke pink, men i stedet lyserødt. Jeg måtte dog købe det med hjem alligevel, for jeg kunne ikke stå for de to flotte lyserøde ruller.

Zpagetti-lageret er nu vokset til seks ruller, bestående af to brune, to lyserøde, et turkis og et neongult, så jeg tror, at jeg har nok til et projekt af de lidt større.


onsdag den 21. maj 2014

Mobilcover til mig selv



For længe siden hæklede jeg en mobilsok til min smartphone, men jeg var så uheldig at miste det, så i lang tid har jeg bare brugt et gummihylser.
Det er absolut ikke det flotteste, så som overspringshandling har jeg i dag færdiggjort et nyt et af slagsen.

Det er hæklet i noget groft, gråt garn samt neongult Easy Big fra Mayflower. Jeg har dog broderet med Mayflowers sokkegarn.
Knappen er købt i Netto, og opskriften er fra Yarninspiration.
nr
Jeg var i tvivl, om jeg skulle nøjes med en knap, eller om jeg skulle springe ud i at lave lidt broderi. Det blev til begge dele - tak til Astrid fra Rock & Roll HausFrau for skubbet til at gøre begge dele :-)






tirsdag den 20. maj 2014

De små "overspringsnørklerier"



I søndags havde jeg lige brug for at lave en lille ting midt i cardiganstrikkeriet.

Jeg har tidligere vist et lille mobilcover, som jeg har lavet til en af deltagerne i pennevenneposten. Min mand sagde flere gange, at det var rigtigt fint, og han foreslog mig at lave et til mig selv.
Okay mand, det var da en meget god idé - når nu jeg ikke er så forfærdelig god til at lave ting til mig selv.

Jeg fandt ret hurtigt ud af, at den rest, som jeg havde tilbage af det grå garn, som jeg brugte til det tidligere cover, ikke rakte helt så langt som ønsket, så den øverste kant i neon er blevet bredere.

Nu mangler jeg at finde ud af, om jeg vil lave en hæklet knap, eller om jeg kaster mig ud at bruge en anden knap og så brodere med samme neongule garn på mit mobilsleeve.


mandag den 19. maj 2014

Billeder fra en kreativ weekend



I lørdags var det igen tid til at være sammen med andre kreative sjæle, og som sådan noget plejer at være, så herskede der masser af snak, mad og ikke mindst udfoldelser med pinde og nåle.

Jeg har stadig gang i min cardigan, og i lørdags blev alle dele færdigstrikket. Dog mangler ribkanten omkring forstykkerne og rundt i nakken. Den er der i skrivende stund gang i.


Der blev færdiggjort de fineste hjemmestrikkede håndklæder i køkkentern og lavet i bomuldsgarn fra Søstrene Grene.


Der var gang i en bluse - også i garn fra det garnudsalg, hvor jeg jo bl.a. købte det lækre grå og økologiske garn, som min cardigan bliver strikket i.



Normalt har jeg det sådan, at når man strikker med garn med farveskift, skal de helst være helt ens, men disse her kan godt afvige fra mine principper - de er så fine!



Den lille firbenede nød også, at der blev nørklet - i hvert fald blev en kurv indtaget :-)

søndag den 18. maj 2014

De tre vindere i min forårs-give-away er...

Allerførst tusind tak til alle deltagerne i min lille give-away!
Det er fedt at opleve, at selvom det ikke er den store og bombastiske præmie, så havde en del alligevel lyst til at lege med.
I alt var der 59 lodder med i lodtrækningen, og vinderen af hovedgevinsten bestående af to nøgler neonpink sokkegarn, neongult bånd, blå perler og to udgaver af "Filati" blev:


Lod nummer 38 er kvinden bag denne blog - et stort tillykke!

Første sidegevinst bestående af et eksemplar af "Filati" (uden dansk oversættelse), et sommerstrikkehæfte fra Hendes Verden og en rundpind går således til kvinden bag denne blog, der har et nummer lavere end 38. Et stort tillykke!

Anden sidegevinst bestående af et lille hæklehæfte fra Hendes Verden, et lille nøgle bomuldsgarn og en hæklenål går til kvinden bag denne blog - idet hun har et lodnummer højere end 38. Også et stort tillykke til dig!

Jeg forsøger at kontakte de tre vindere pr. mail, hvorefter præmierne vil blive sendt til de tre heldige.


Endnu en gang tak for interessen - og rigtig god solskinssøndag!


lørdag den 17. maj 2014

At glæde med en hæklet kant



Min søde svigermor har for et lille stykke tid siden (også) genoptaget strikningen, og således har  hun lagt ud med at strikke et lille gæstehåndklæde i hvidt bomuldsgarn.

I går spurgte jeg til, hvordan det gik med strikningen, og hun måtte gå til bekendelse, at det stadig lå i skabet, og at hun faktisk kun manglede den sidste finish :-)


Det kunne vi jo ikke ha', så da jeg i forvejen  havde forskellige hæklenåle med, fik jeg lov at gøre det sidste færdigt for hende, og det var som om, at det var en lettelse for hende lige at få det sidste lavet, så det søde håndklæde kunne komme i brug.

En fastmaskekant om hele håndklædet og en hank til ophæng tog mig ikke lang til at lave for hende, og samtidig blev jeg glad for at kunne hjælpe hende med det sidste.

______________________________________________________________________


Du kan stadig nå at deltage i min give-away, som jeg trækker vinderne til i morgen.

Klik HER for at deltage.


tirsdag den 13. maj 2014

Open me



Selvfølgelig ville jeg det :-)

I dag modtog jeg den første pakke i pennevenneposten.

Den var fra søde Isabell, der har sendt mig en bog med digte, et broderet bogmærke og ikke mindst en sød hilsen.
Ih, det er virkelig spændende at se, hvad andre finder på, og jeg elsker at blive overrasket!


Isabell kan i øvrigt følges på Instagram under @isabellchrista.

søndag den 11. maj 2014

Strikkestatus - 12 MOKAC

'

Det er gået over alt forventning med at strikke min cardigan. Ja, altså indtil i formiddags, hvor jeg opdager, at jeg har lavet indtagninger til v-udskæringen forkert!

Øv øv og tre gange øv!
Jeg skulle tage ind skiftevis på hver 4. pind og hver 6. pind, og jeg har hele tiden kun taget ind på hver 4. pind.
Nå, men nu er arbejdet blevet otte cm kortere. Hvis jeg skal finde noget positivt ved det, så må det være, at jeg først troede, at det drejede sig om 13 cm, så altså fem cm mindre end først antaget.


Trods at jeg lige løb ind i fejlen i dag, så glæder jeg mig til at få den færdig. Ikke fordi den er træls at strikke, men fordi jeg er meget tilfreds med de to farver sammen og modellen. Faktisk er det bare at strikke derudaf uden ret mange ind- og udtagninger, hulmønstre og andre udfordringer lige mig i skrivende stund.



______________________________________________________________________


Du kan stadig nå at deltage i min give-away.

Klik HER for at deltage.


lørdag den 10. maj 2014

Mens vi venter...


Her ser vi (selvfølgelig) Eurovision Song Contest, og traditionen tro ser vi det sammen med min søster og svoger.
Forberedelser til aftens middag har været i gang siden i formiddags, bordet er dækket, dagens gåtur på fire kilometer med hunden er tilbagelagt, og resten af tiden har den stået på strik og afslapning.

Som altid glæder jeg mig til finalen i årets internationale sangfestival, der for mig er som en god fodboldkamp. Jeg elsker, at så mange nationer er samlet og har en fest, hvor det fælles sprog er musikken. Det er beundringsværdigt, at  ESC har kunnet eksistere i så mange år og har formået at følge med tiden.
De to semifinaler er også blevet fulgt tæt her, og derfor er min top 3 i skrivende stund (man kan aldrig vide, hvordan sangen fremføres om nogle timer):

1. Malta (den ramte mig første gang, jeg hørte den)
2. Østrig (uh, han synger godt, og det er en god sang!)
3. Holland og Sverige (jeg kan ikke rigtig vælge mellem de to)

Den danske sang?
Den har desværre ikke nået at vinde indpas hos mig, , men det er jo også ligegyldigt, for jeg kan alligevel ikke stemme på den, men det kan resten af Europa. Basim er en god intertainer med masser af energi og charme, så mon ikke det danske bidrag nok skal få point fra de europæiske seere og ikke mindst juryen? Det håber jeg i hvert fald, og jeg under ham det. Jeg ved, at selvom sangen ikke er min smag, vil jeg sidde yderst på sofaen og krydse fingre for, at han klarer det rigtigt godt samt juble, når den unge mand får (forhåbentlig) masser af point.

torsdag den 8. maj 2014

Hæklet knap


For første gang hoppede jeg ud i at hækle en knap.

I forbindelse med pennevenneposten valgte jeg at hækle et mobilcover til Lena med bloggen Lærkerier. Ved lidt research fandt jeg frem til et, som hun godt kunne lide, og opskriften var lige til at finde hos Yarninspiration.

Undervejs fik jeg en ide om at lave en hæklet knap, som skulle matche coveret.
En simpel søgning på Google gjorde, at jeg fandt en video hos Drops, som viser, hvor let det er at lave sådan en. Jeg havde oveni en passende knap, hvor "øjet" var knækket af, men den kunne bruges til at komme ind i det hæklede "omslag".


Da coveret skulle passe til en IPhone, kunne jeg heldigvis låne min svogers til at afprøve, om coveret passede. Jeg hæklede flere omgange end i opskriften for at få den ønskede længde.
Det grå garn er en rest, som jeg har fået foræret, og da jeg ikke har banderolen, ved jeg faktisk ikke, hvad det er lavet af, men det er ret groft i det og passer perfekt til den fine struktur, som det pinke garn har.
Det pinke er i øvrigt Mayflower Easy Big, en rest fra de to huer, som jeg har hæklet til min mand.

onsdag den 7. maj 2014

Et slag for lilla

Den sidste farve i Regnbuebloglegen er lilla.

Jeg har denne gang valgt to billeder af ting, som betyder noget for mig.


Det første af en af mine piloxinghandsker.
Jeg går til piloxing en gang i ugen, og det samme gælder for zumba. Jeg startede med sidstnævnte, idet jeg første gang prøvede det til det første Støt Brysterne-arrangement, jeg deltog i. Senere blev jeg præsenteret for piloxing, der er en blanding af boksning og pilates. Siden jeg kom i gang med at dyrke sport (igen), har jeg kunnet mærke en forskel i min krop. Jeg går næsten aldrig til kiropraktiker mere, jeg er ikke så træt, som jeg førhen var, og ikke mindst har de to ganges bevægelse i ugen gjort, at jeg slet ikke i samme grad som tidligere er trist om vinteren og oplever følelsen af angst. I det hele taget synes jeg, at min hverdag er blevet lettere at  klare - og jeg har en tro på, at det skyldes, at min krop er kommet i bedre stand. Det er jo lidt spøjst, at man faktisk får energi af at bruge energi. Samtidig har jeg denne vinter næsten ikke været syg - det er første gang i flere år, at jeg ikke har  haft to gange influenza og har haft over 10 sygedage.
Når jeg i en periode ikke har været af sted til enten piloxing eller zumba kan jeg mærke, at nogle af de tidligere "skavanker" kommer snigende, og så er det med at lette r*ven og komme i gang.


Disse smukke tulipaner i meget mørk lilla er nogle af de første planter, som min mand og jeg selv har sat i vores have.
Vi gjorde det for ca. 1½ år siden en efterårsdag, hvor vi sammen rodede i jorden og gravede 187 forårsløg ned, hvoraf disse mørkelilla tulipaner var nogle af dem. Det er anden gang, at de blomstrer, og hver gang jeg kigger på dem, kommer jeg til at tænke på den hyggelige eftermiddag, hvor også hunden var i sit es. Hun gravede med i den våde jord og var ubeskrivelig beskidt efterfølgende, men hun nød det og spænede rundt i hele haven af bare glæde. Glæden var knap så stor, da hun efterfølgende skulle i bad, fordi hun var helt indsmurt i jord.

_____________________________________________________________

Det var som skrevet først i indlægget det sidste indlæg i farvelegen, som Liv med bloggen "Min skæve vinduesplads til verden" søsatte i uge 14.
Det har været sjovt at være med, og ikke mindst har det også været interessant at se de andre deltageres bud på de forskellige farver.



mandag den 5. maj 2014

Det er smart at bruge tid på en strikkeprøve


Som man kan se ud af fotoet, så har jeg bestemt mig for en cardigan. Jeg var lidt i tvivl angående mit valg, men meget hurtigt fandt jeg frem til, at jeg synes, at det neongule passer bedst til den glatstrikkede.

Af erfaring har jeg fundet ud af, at den tid, man giver ud på at lave en strikkeprøve, kan være meget godt givet ud, så når jeg hopper ud i store projekter, som er tøj, laver jeg altid en strikkeprøve.

Jeg var som altid fristet til at lade være, men så tænkte jeg alligevel i går, at når nu den skulle laves på pind 4½, så kunne det ikke tage lang tid.
Det gjorde det heller ikke - og heller ikke at finde frem til, at en pind 4½, som opskriften siger, ville give forkerte mål. Som det er sket før, fandt jeg frem til, at jeg strikker strammere, så jeg skriftede til en str. 5, og den passede.

Nu glæder jeg mig ligefrem til at komme i gang. Det grå garn er så lækkert at have i hænderne!


På billedet ser forskellen ikke rigtigt, men der er en forskel på den grå og gule stribe nederst sammenlignet med de to øverste.

søndag den 4. maj 2014

Så "Mama", nu kan du krybe i din bluse



Den besked kunne jeg givet min mormor her til aften, for det meste af dagen har jeg lavet monteringsarbejde for hende.

Hun spurgte, om jeg ville gøre det, for hun var ikke helt sikker på, hvordan det er bedst at sy strik sammen, og jeg sagde (selvfølgelig) ja. Hvad gør man ikke for sin skønne mormor?
Når man oveni ser, hvor flot hun har strikket den, så ville det være synd med en mindre pæn montering.

Det gik faktisk ret let, og jeg prøvede noget nyt, nemlig at sy retstikkede, lige ærmer i. Jeg kunne ikke finde nogen forklaring på, hvordan man gør - hverken i diverse strikkebøger eller på nettet - så jeg gjorde det på samme måde, som når jeg syr glatstrikkede ærmer med kuppel i bluser.



Bagstykket skulle ifølge opskriften var længere end forstykket, men min mormor har gjort et eller andet galt, for det var ikke tilfældet. Istedet var forstykket fire pinde længere end bagstykket. Da der skal være en lille slids mellem for- og bagstykke, ser man det ikke rigtigt.

Der skal hækles en fastmaskekant med guldgarnet i halsudskæringen. Det kunne jeg dog ikke gøre for hende, idet hun ikke havde givet mig guldgarnet med, så den sidste finish skal hun selv fikse, men det bliver heller ikke noget problem.


lørdag den 3. maj 2014

Maj er egomåned

Jeg deltager jo i årsudfordringen "12 months of knitting and crochet", som Hvad bier tænker satte i gang i januar.

Min overskrift her i maj er "Egomåned", og det betyder, at jeg vil forsøge at lave noget til mig selv.
I dag har jeg derfor kigget i på min hylde med alle mine strikke- og hæklebøger og hæfter fra diverse ugeblade.

På lagersalg for en måneds tid siden fandt jeg noget lækkert økologisk uldgarn fra Gepard, og de syv nøgler skal bruges til noget til mig selv.
Derfor har jeg kigget efter en opskrift på en cardigan og gerne en, hvor jeg kan kombinere med lidt neon - både i strikket, men også gerne med mulighed for at finde nogle fede knapper.

Min søde svigermor forærer mig altid sine gamle ugeblade og alle de tillæg, der nu er med, og derfor fandt jeg et lille hæfte, som stammer fra Familie Journalen 9. januar 2012.
I den er der to muligheder - begge designet af Lene Holme Samsøe. Den ene er feminin, og har en sød, hæklet kant, som netop kan laves i neon.
Den anden er i glatstrik, og giver mulighed for at strikke al rib i neon. Den har samtidig v-udskæring, som jeg ved, er klædelig, når man har en fyldig barm, fordi det får barmen til at syne mindre.


Hmmmm.... tænke, tænke, tænke.... jeg hælder mest til den med v-udskæring... Den er strikket i fem dele, og jeg vil bestemt forsøge at strikke forstykker og bagstykke i et stykke. Det med at sy sammen er jo spild af tid, men jeg ved også, at der vil være passager, hvor jeg skal holde tungen lige i munden, men alt for at sy så lidt så muligt sammen.
Den første er også strikket i fem dele, så der vil jeg også strikke bag- og forstykker på en gang. Måske passer neongarn ikke så godt til det mere feminine?

Det gør ikke noget, at det ikke er vildt spændende at strikke, for så har jeg jo noget til tv-strik.

Det må blive weekendens store spørgsmål :-)

fredag den 2. maj 2014

Forårs-give-away - med sidegevinster


Så skyder jeg endnu en give-away af, og denne gang er der også sidegevinster!

Hovedgevinsten er to numre af "Filati" (begge med dansk oversættelse), to nøgler pink strømpegarn, neonfarvet bånd med små stjerner og små, blå glasperler.
Jeg har tidligere vist billeder fra hæftet med temaet de fire elementer.

I rigtig bankostil er der også to sidegevinster.
Den ene består af et eksemplar af "Filati" (uden dansk oversættelse), et sommer-strikkehæfte fra Hendes Verden og en rundpind. Denne sidegevinst går til deltageren med et lodnummer mindre end vinderen af hovedgevinsten.
Den anden består af et lille hæklehæfte fra Hendes Verden, et lille nøgle bomuldsgarn og en hæklenål. Denne sidegevinst går til deltageren med et lodnummer højere end vinderen af hovedgevinsten.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

For at komme i betragtning til at vinde en af de tre gevinster skal du selvfølgelig have mulighed for at få nogle lodder.

1 lod = en kommentar
2 lodder = fast læser/følger (enten via GFC eller Bloglovin')
4 lodder = betingelserne for 1 og 2 lodder samt linke til min give-away. Det kan være i din sidebar eller du kan skrive et indlæg om min give-away (husk i din kommentar at smide et link ind til dit indlæg).

Skriv i din kommentar, hvor mange lodder du deltager med.

Du skal have en adresse i Danmark for at kunne deltage.


Fristen for at deltage er søndag d. 18. maj 2014 kl. 12.00.