onsdag den 2. april 2014

"Det man hører, er man selv" - en historie om farven rød



I denne uge er Regnbuebloglegen sat i gang, og farven, som lægger ud, er den bombastiske rød. Kærlighedens, erotikkens og blodets farve. Der er knald og power på!

Det er ikke nogen hemmelighed, at i mit hjem bliver der ikke sparet på farverne, men der er ikke ret meget, som er rødt. Faktisk måtte jeg kigge mig grundigt omkring for at finde noget. Jeg kunne have valgt "afledninger" af rød, fx pink, og mit udvalg til denne uges farveindlæg ville straks have været mere end tidobbelt.
Ved at holde fast i rød i sin rene farve måtte jeg så nøjes med en fin parfumeflaske, som jeg havde udset mig som omdrejningspunktet, men i går faldt mit blik også på min keyhanger.

"Det man hører, er man selv", står der på den, og min søster har en magen til.
Den har efterhånden nogle år på bagen. Faktisk vandt jeg den i efteråret 2005, og i det har min søster også en andel.

Vi lyttede den gang ofte til "Musikquizzen" på P3, og en dag var emnet "Boybands". 
Da vi begge lyttede en del til den genre, tog jeg mod til mig og ringede op. Desværre måtte jeg konstatere, at en anden kom før mig - øv. Oveni kunne kvinden, der kom igennem, ikke svare på ret mange spørgsmål... havde det været mig, så...
Senere samme dag kunne man ringe ind igen og melde sig under fanerne til samme emne, så mig til telefonen igen.
"Dut dut dut", lægge på, trykke på "genkald" - en hel mekanisk fremgang, der blev gentaget og gentaget og gentaget, og pludselig blev der svaret i den anden ende!
Nøj, der kom  hjertet helt op i halsen, hjertet galopperede, for pludselig skulle jeg sige navn, adresse, telefonnummer, og så blev der lagt på med beskeden om, at de om kort tid ville ringe mig op.

Og det gjorde de! Live igennem til programmet med værten Lisbeth Østergaard!

Hvad hedder nummeret, som boybandet "Blue" synger sammen med Elton John?
Det danske boyband C21 består af tre medlemmer. De to af dem hedder Søren og Esben. Hvad hedder det tredje medlem?
Hvem sang East17 sammen med på nummret "If You Ever"?
Hvad hedder den kvinde, som Bryan fra Westlife dater?
Hvor mange tatoveringer har A.J. fra Backstreet Boys?
Hvilket land kommer Savage Garden fra?

Vi klarede spørgsmål for spørgsmål - det, som jeg ikke kunne svare på, kunne søster. Jeg var faktisk ret ligeglad med en del af de cd'er, som røg i vores bunke, for den eneste, som jeg gerne ville vinde, var "De første kærester på månen" med TV-2 :-) Det betød, at angsten for ikke at kunne svare og miste det hele på nær intropakken, en dvd med U2, kunne ligge på et ganske lille sted.
Da vi nåede til spørgsmål 10, det sidste for at gå hele vejen, sagde vi tak for i dag, for cd'en med TV-2 var i hus, og den ville jeg ikke miste ;-)

Søde Lisbeth Østergaard sagde så, at vi gerne måtte høre spørgsmål 10, og det viste sig, at det var godt, at vi stoppede. Hun var oveni så sød, at hun i stedet for kun en keyhanger fik lagt to i - en til søster og en til mig <3




6 kommentarer:

  1. Super skøn historie :-) Jeg sidder ofte og lytter til musikquizzen, men jeg har aldrig ringet ind, da jeg ikke er så god til at huske navne og titler på kunstner og sange, men jeg er altid imponeret af hvor gode nogle er til at svare :-) Godt gået - og sikke et dejlig minde du har i din keyhanger :-)

    SvarSlet
  2. Dejlig dejlig historie :D Rød er min ynglingsfarve og passer rigtig godt til mit temperament ;) Jeg glæder mig til at se, hvad du har af orange sager at vise frem :D

    SvarSlet
  3. Sikke en sød og dejlig historie <3

    SvarSlet
  4. Hvor fint! De der ringer ind til radioens quizzer findes faktisk i virkeligheden! :-)

    SvarSlet
  5. Skøn historie og selvfølgelig skulle i de have en keyhanger hver ;)

    SvarSlet

Det er altid hyggeligt med kommentarer fra mine læsere, så smid gerne en.